09.08.2017
Blogindlæg

Blog: Erhvervslivet er universitetet vendt på hovedet

I den akademiske verden får du point for at finde og udpege problemer, i det private erhvervsliv får du kun point, hvis du også kan løse dem, skriver Dennis Nørmark.

Af Dennis Nørmark
Her er noget du omgående bør få tatoveret på din underarm, hvis du har en humanistisk uddannelse og påtænker et job i det private erhvervsliv: ”Du skal ikke længere finde problemer - men løsninger”.

Du kan lige så godt skrive det på kroppen for din hjerne har igennem det meste af din uddannelse vænnet sig til at tænke tingene omvendt. Tænk bare på begrebet ”problemformulering”. Dem har du brugt en del tid på at jagte op igennem uddannelsessystemet.

I den akademiske verden bliver man nemlig belønnet for at finde et problem. Det kan være ”problemet med skjulte heteronormative antagelser i Axel Honneths anerkendelsesbegreb” eller ”problemet med at få en vestlig praksisteori til at passe med en kinesisk taoistisk forståelse” eller ”problemet med identitetsskabelse blandt andengenerationsindvandrere”. Problemer, problemer, problemer.

I den akademiske verden får du point for at have fundet et rigtig godt problem, et spændende problem eller et problem ingen andre har set tidligere. Hvad du ikke får point for, er at finde løsningen.

Problemet ned, perspektiveringen op
Der er godt nok noget, der hedder en perspektivering. Den bliver der gerne ofret et par sider på henimod slutningen, og den har altid fungeret som et slags løfte fra den akademiske verden om, at man trods alt ikke er helt ligeglad med de eventuelt praktiske konsekvenser af ens forskning, og hvordan problemet eventuelt kunne udbedres, men jeg har selv nok år på bagen, som censor og eksaminator, til at vide, at vi stort set aldrig bedømmer en opgave ud fra dens perspektivering. Vi bedømmer den ud fra problemet.

Sådan er det i vores egen lille akademiske boble, og det skal vi ikke nødvendigvis lave om, men du skal vide, at i det private erhvervsliv er de sådan set udmærket godt klar over, at de har forskellige problemer. Du høster ingen klapsalver for at være den næste i rækken, der påpeger dét. Du skal finde ud af, hvordan du løser det for dem.

Du skal med andre ord vende bedømmelseskriterierne på hovedet. Problemformuleringen skal fylde mindst og perspektiveringen skal være næsten hele opgaven. Teoriafsnittet kan du også godt droppe, og metoderne er der heller ingen, der længere bliver imponeret over. Hvem der har sagt noget klogt før dig, er din chef ligeglad med, og han eller hun regner med, at de værktøjer, du fik med dig fra universitetet, er de rigtige, så heller ikke dem behøver du at redegøre for.

Du skal sådan set bare i gang med at skabe værdi for virksomheden, og det gør du ved at løse deres problemer.

Her er problemet, tak for i dag!
Jeg husker selv, hvordan jeg lærte dette på den hårde måde. Af uransagelige årsager overlevede jeg selv adskillige måneder uden at have indset dette, men på et tidspunkt gik den ikke længere. Jeg havde holdt adskillige workshops og foredrag om kulturforskelle, og hver gang var det lykkedes mig at vise, hvordan forskellene mellem danskere og resten af verden var af en nærmest uoverstigelig karakter.

Men virksomhederne havde jo ikke kun betalt mig for at vise, hvor store samarbejdsudfordringer de havde, når amerikanere, danskere, indere og kinesere skulle arbejde sammen, de havde også brug for, at jeg fortalte dem, hvordan de fik et succesfuldt samarbejde op at stå.

”Hvad for nogle værktøjer har du?”, spurgte de, når jeg havde bukket og sagt tak for i dag. Men jeg synes jo mit arbejde var udført. Jeg havde vist dem, hvad problemet var, og jeg forventede at få karakteren 12 for det arbejde. Det ville jeg have fået på universitet, men her var reglerne nogle andre, og jeg stod til dumpekarakter.

Jeg lærte det efterhånden og fandt en god balancegang imellem at give dem noget teori (uden at kalde det teori og uden at namedroppe), vise dem nogle potentielle problemer og så bruge det meste af tiden på at finde løsninger sammen med dem.

Det sidste krævede, at jeg lærte at forstå deres organisation, deres sprog og have et minimum af kendskab til, hvordan en moderne virksomhed fungerer. Jeg skulle med andre ord på skolebænken igen og lære en masse ord og begreber, jeg aldrig var blevet introduceret til på universitet.

Meget få undervisere fortæller studerende, at vilkårene, man bliver bedømt på, ændrer sig dramatisk, når man skifter til det private erhvervsliv. Og indtil undervisere og vejledere lærer at informere humanisterne i tide, så skriv det på din arm for en sikkerheds skyld: ”Du skal ikke længere finde problemer, du skal finde løsninger”.

Alle blogindlæg er udtryk for skribenternes egen holdning. Bland dig gerne i debatten, men hav fokus på sagen og argumenterne. Vi sletter personangreb, diskriminerende udsagn og indspil uden relevans for diskussionen. God debat!