05.05.2017
Blogindlæg

Hvem er Søren Pind?

"Søren Pinds tale er som sød musik, men det er ikke troværdigt i længden at tale som højskolevenstre og føre politik som handelsskolevenstre", skriver redaktør Jakob Elkjær.

Af Jakob Elkjær
Jeg kan godt lide Søren Pind. Måske fordi det virker som om han både har en ideologisk forankring og tør sige, hvad han selv mener.

Det har ikke skortet på meldinger om kvalitet, fordybelse og klassisk dannelse siden Søren Pind trådte til som uddannelses- og forskningsminister. Søren Pind har lydt mere som højskole-venstre end som handelsskole-venstre. Han har opstillet akademisk fordybelse og viden som en modsætning til fake news, populisme og gakkede kommentartråde på sociale medier. Han har deltaget i March for Science sammen danske forskere. Og det har klædt ham.

Han har sagt ord som:

"Universiteterne er fakler i en oplysnings- og dannelsesproces. Det handler om en slags vækkelse i en højskole/ Grundtvig-oplysningstid, og her må deres højere videnskab og dannelsesstandarder gå foran.”

Vel brølt. Men kan Søren Pind sætte handling bag ordene?

Næ, det ser ikke sådan ud. Ministeren overlader i for høj grad den konkrete politik til embedsmændene.

I årevis er taxametersystemet med rette fra mange sider blevet kritiseret for at omdanne uddannelsesinstitutionerne til ’pølsefabrikker’ uden hensyn til kvalitet.

Systemets hovedprincip er, at pengene bliver givet per bestået årsværk og ikke ud fra kriterier, der belønner undervisningens kvalitet, evnen til at lære fra sig, undervisernes forskningsforankring eller dannelsesniveauet.

Søren Pind har i starten af denne måned fremlagt et længe ventet forslag til et nyt bevillingssystem.

Forslaget indeholder to positive elementer. Taxametertilskuddet bliver barberet fra ca 90 til 70 procent af universiteternes økonomi. Og grundtilskuddet bliver øget fra et par procent til 20 procent. Mere selvbestemmelse. Mindre pølsefabrik.

Men samtidig vil regeringen lade universiteter, professionshøjskoler og erhvervsakademiers økonomi afhænge direkte af, om de studerende kommer hurtigt igennem uddannelsen og hurtigt i job.

Et såkaldt kvalitets- og resultattilskud på 10 procent af uddannelsernes samlede bevilling bliver således kun udbetalt, hvis det er tilfældet. Og det kommer oven i den såkaldte dimensioneringsplan og den fremdriftsreform, som undervisere på universiteterne dumpede i det seneste nummer af Magisterbladet, fordi den netop skader kvaliteten, fordybelsen og kreativiteten.

Det nye såkaldte kvalitets- og resultattilskud har ikke en hujende fis med kvalitet at gøre, og det ved Søren Pind godt.

Ved fremlæggelsen af forslaget sagde han det selv. Det har været op ad bakke at få bevillingssystemet drejet i retning af andre principper end de kendte gamle travere om hurtig studietid og høj produktivitet.

»For at sige det helt ærligt, kan jeg ikke helt forstå, at det skal være så svært. Men det skal det så åbenbart«, sagde Søren Pind.

Hvis ikke embedsmændene har andet at byde på end mere pølsefabriks tankegang, så må Søren Pind træde i karakter, fyre dem og ansætte nogen andre.

Økonom-logikken har fået lov at dominere samfundsdebatten og lovgivningen og i det kommende nummer af Magisterbladet kan man igen læse præcis, hvad det fører til af indre og ydre pres. 90 procent af de studerende siger, at de oplever stress indenfor et semester. Halvdelen af de stressede har søvnproblemer. Halvdelen!

Vi ved allerede, at 29 procent af de 19-årige kvinder i Danmark har modtaget psykologhjælp og syv procent har forsøgt selvmord. Det viser tal fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.

Er vi ligeglade? Hvor store skal milliardregningerne for psykisk mistrivsel blive, før vi tager det alvorligt?

Søren Pinds tale er som sød musik, men det er ikke troværdigt i længden at tale som højskolevenstre og føre politik som handelsskolevenstre.