16.01.2017
Blogindlæg

Penge lugter ikke

Universiteterne skal have større fokus på at skabe en iværksætterkultur. Vi er stadig en nation af lønmodtagere, og det gælder ikke mindst mig, skriver redaktør Jakob Elkjær.

Af Jakob Elkjær
REDAKTØRENS KOMMENTAR

Vidste du, at multinationale firmaer som LEGO, Ford, Samsung og Adidas er villige til at betale høje konsulenthonorarer for indsigt fra bl.a. filosoffer, historikere, arkæologer og antropologer? Det ved sociolog og iværksætter Filip Lau, som er på forsiden af dette nummer af Magisterbladet. 

Filip Lau er en af grundlæggerne bag konsulenthuset ReD Associates, som sælger viden til erhvervslivet på en måde, der ifølge ham selv kan minde lidt om reklamefolkene fra tv-serien “Mad Men”. ReD Associates havde en omsætning på 120 mio. kr. i 2015 og har 70 medarbejdere i København, New York, Shanghai og London. Og så har Filip Lau og de andre grundlæggere puttet millioner i lommen efter et salg af 49 procent af konsulenthuset.

Hvis du vil vide hvordan, så må du læse artiklen “Mad Men bor i Kronprinsessegade og på Broadway” i dette nummer af Magisterbladet. Vi sætter fokus på iværksættere, der skaber job og indtjening.

Jeg tror, at de fleste lønmodtagere ligesom mig en gang imellem drømmer om at være selvstændige. Tidligere drømte jeg – som tusinder af andre journalister – om at lave det der flotte, glittede journalistiske samfundsmagasin, som ingen rigtig er lykkedes med i Danmark. De senere år har drømmene mere handlet om at åbne en fantastisk pladebutik, som også er et socialt samlingssted. To stensikre kommercielle selvmord.

Jeg tror, at min lønmodtagermentalitet skyldes, at jeg kommer fra en udpræget lønmodtagerfamilie (bortset fra en oldefar, der gik fallit som landmand). Og så tror jeg også, at det handler om det danske uddannelsessystem, som stort set ignorerede det der med at være iværksætter, da jeg var barn og ung.

Jeg har ellers henslæbt så lang tid i det danske uddannelsessystem, at det ville være strafbart i dag. Ni år i folkeskolen, tre i gymnasiet, ét på den naturvidenskabelige basisuddannelse på RUC, 3,5 på polit-studiet på KU og endelig fire år på journalisthøjskolen i Aarhus. Jeg begyndte at studere i fattigfirserne, og vi gemte os simpelthen i uddannelsessystemet til langt ind i 1990’erne for at slippe for at blive arbejdsløse.

I de mere end 20 år kan jeg simpelthen ikke huske, at jeg er blevet udsat for at lære noget om momsregnskaber eller forretningsplaner. Og virksomhedsledere eller iværksættere som gæstelærere eller oplægsholdere blev vi ikke udsat for.

Det tætteste, jeg kan huske, på den slags var et akavet besøg på Sukkerfabrikken i Stege på Møn, hvor der altid lugtede sødligt af melasse. 

Derfor er det godt nyt, når humanistiske kandidatstuderende på SDU får et tilbud om et karriereudviklingsforløb, “Career Management Skills”, ligesom der er lignende tilbud på andre universiteter. Det er også fint, at flere universiteter har fået en toning af iværksætteri via studentervæksthuse. 

Men som professor Helle Neergaard siger i artiklen “25 procent flere højtuddannede selvstændige”, som du kan finde på magisterbladet.dk, så bør der være langt større fokus på at skabe en egentlig iværksætterkultur på universiteterne:

“Vi er absolut stadig en nation af lønmodtagere. Entreprenørskab er ikke noget, der bliver prioriteret på de videregående uddannelser i nogen større grad”.