24.10.2014
Blogindlæg

Konkurrence-stat og masse-universitet

Af Thomas Aastrup Rømer
Der er en tilbøjelighed til at lave sammensatte ord, hvis dele består af indre begrebsmæssige modsætninger, og som derved forringer livskvaliteten.

Her er to eksempler:

  1. “Konkurrence-stat”:

    I samme øjeblik, jeg kontakter staten, går jeg ud fra, at der ikke konkurreres.

    Hvis f.eks. nogle studerende får højere karakterer end de burde, fordi en statslig institution skal konkurrere om taxameterbevillinger ud fra et operativt måltal, så ophører den pågældende institution med at være en “statslig” institution, og overgår til at være en “skattefinansieret organiserende organisme”.

    Og i samme øjeblik det sker, udslettes pædagogik fra samfundet (den kan så genopstå som “læringsmaksimering”).

  2. “Masse-universitet”.

    I samme øjeblik, et universitet behandler sine studerende som en “masse”, ophører det med at være et universitet. En masse er en gruppe, der ikke tænker, eller som tænker ens.

    Et universitet er et sted for individuel og kritisk tænkning. Et universitet er det modsatte af en “masse”.

    Det betyder ikke, at det har noget med “eliter” at gøre – tværtimod. Et universitet er hverken for eliter eller masser.

    Et universitet er simpelthen et sted, hvor interesserede rører lidt frit ved ting, som selv er frie – og det sted er for alle, undtagen “massen”, for massen er jo ved sit begreb bundet til at tænke ENS.