08.05.2017
Blogindlæg

Det er en myte, at de studerende er dovne

Miriam Brems Knudsen, medlem af bestyrelsen for DM Studerende, er godt træt af, at politikerne slipper så let afsted med at kalde de studerende dovne, skriver hun.

Af Miriam Brems Knudsen
”Jeg spiller musik hele natten og sover hele formiddagen. Hvornår skulle jeg have tid til at studere?”

Ordene er ikke mine, ej heller mine studiekammeraters. De stammer derimod – løseligt oversat – fra et gammelt interview med Bob Dylan, som jeg så for et par dage siden.

Måske er det stadig dét forstenede billede fra tresserne, som politikerne ser for sig, når de hører ordet ”studerende”. Men jeg tror vitterligt, at man skal være på Bob Dylans alder for at have kendt til en studievirkelighed, der ser sådan ud. Jeg kan i hvert fald ikke genkende den.

I den studievirkelighed, jeg kender, forventer politikerne, at vi studerer 37 timer om ugen. Samtidig skriger erhvervslivet på, at vi har frivilligt arbejde, der giver erfaring til CV’et, imens de røde tal i budgettet tigger om et studiejob, der kan få den pressede studieøkonomi til at rende rundt.

Alligevel nægter politikerne at smide billedet af den dovne Dylan på divaneseren ud og forholde sig til den virkelighed, vi studerer under i dag. Og jeg forstår godt hvorfor.

For så længe billedet af Dylan, der danderer den, står som billedet på den typiske studerende, er det langt nemmere for politikerne at legitimere deres konstante nedskæringer på uddannelse.

Derfor bliver vi nødt til at aflive politikernes myte om ”den dovne studerende”, inden de igen finder sparekniven frem fra den politiske værktøjskasse.

Nej, vi kan ikke komme hurtigere gennem studiet
Når politikerne vedtager reform på reform, der skal presse os hurtigere gennem studiet, er det med hjemmel i, at vi ikke laver nok i forvejen.

Hvis politikerne reelt selv tror på det, vil jeg anbefale et smut ud af Christiansborg og et besøg i studievirkeligheden anno 2017.

Min tid bruger jeg på at læse, være til undervisning, deltage i gruppearbejde, lave skriveøvelser, passe mit studierelevante job og lave frivilligt arbejde i to forskellige organisationer, som begge giver relevant erfaring til CV’et. Mine medstuderendes skemaer ser cirka lige så pressede ud.

Hvis folk kommer for sent til et studiegruppemøde, er det ikke fordi, de har sovet over. Nej, det er fordi de kommer direkte fra et møde med Aarhus Festuge om støtte til et kulturarrangement, de er ved at stable på benene, eller fordi de har travlt med at ansøge om udvekslingsophold, så de kan dygtiggøre sig i udlandet.

På tide med et nyt profilbillede

Når jeg ser på min egen studiehverdag, kan jeg ikke genkende mig selv i det billede af den dovne studerende, som politikerne så gerne vil tegne. Karikaturen ligner heller ikke mine medstuderende. Når jeg ser mig om på gangene bag de gule murstensbygninger på AU’s campus, ser jeg derimod et mylder af myreflittige studerende, som udgør en generation af unge, der kæmper for at gøre det så godt som muligt – endda i så høj grad, at mange går ned med stress undervejs.

På mit universitet, AU, er der netop blevet gennemført en studiemiljøundersøgelse blandt alle de studerende. Igen i år er stressniveauet steget. Samtidig er en af de hyppige frie kommentarer i undersøgelsen, at der er et pres for at have både studierelevant job og frivilligt arbejde ved siden af den gode studiepræstation.

Ligeledes viser en undersøgelse lavet af Dansk Magisterforening, at noget af det, der stresser os studerende mest, er, at vi aldrig føler, at vi har fri. Jeg tvivler stærkt på, at det er en årsag til stress, hvis man er doven.

Fakta frem for fiktion
I anledning af March for Science har Søren Pind været ude og slå et slag for sandheden. Hvis han virkelig mener det, må han som Uddannelses- og forskningsminister også anerkende den virkelighed, vi studerende lever i og hjælpe med at mane myten om ”den dovne studerende” i jorden i stedet for at holde den kunstigt i live.

Bob Dylan er ganske vist ikke død, men det er den virkelighed, han studerede i. Politik skal ikke bygges på fiktive forestillinger, politik skal bygges på fakta. Og faktum er, at vi knokler røven ud af bukserne for at blive så dygtige til vores fag og så attraktive på arbejdsmarkedet som muligt.

For at vi kan det, har vi brug for arbejdsro. Vi har brug for den ro, der kommer af, at vi har fleksibilitet i uddannelsen og tid til at fordybe os. Og vi har brug for den ro det giver, at politikerne ikke hele tiden vedtager nye reformer, som ændrer vores studieforløb.

Hvis vi har brug for flere reformer er det, som Jacob Mark fra SF så poetisk har udtrykt det, en ”ro på-reform”, der skal på bordet.

Sparekniven kan de godt lade ligge i skuffen.