14.03.2017
Blogindlæg

Kære politikere, tag ansvar og indfør gratis psykologhjælp til unge

”Kend dem på knækket”. Sloganet er normalt at finde på Stryhns langelænderpølser, men det passer efterhånden lige så godt på min generation af studerende. Man kan kende os på knækket. Det psykiske knæk, vel at mærke.

Af Miriam Brems Knudsen
En sammenligning mellem statens uddannelsessystem og produktionen på en pølsefabrik er langt fra ny. Men når produkterne nu også kan markedsføres under samme navn, er det et tydeligt tegn på, at politikerne har hentet mere inspiration fra pølsefabrikken end godt er.

Mere end hver tredje studerende oplever symptomer på stress altid eller meget af tiden. Det viser undersøgelser lavet af både Dansk Magisterforening og Djøf , og det er mindre end en måned siden, at Politiken kunne berette om, at antallet af studerende, der må have psykologhjælp for at komme gennem studierne er firedoblet på bare seks år.

Alligevel er politikerne så fraværende i debatten, at man skulle tro, de har til hensigt at tie problemet ihjel. Normalt er de ellers ved at falde over hinanden af bare iver efter at komme først til journalisternes mikrofoner, når der er problemer at kommentere på og taletid at hente. Men når det kommer til debatten om den epidemi af problemer med stress, angst, ensomhed og depression, som florerer på universitetsgangene er politikerne pinligt tavse. Men den går ikke.

For lige såvel som æren for Langelænderpølsernes sprødhed må tilskrives Stryhns-fabrikkens særlige produktionsmåde og opskrift, må også skylden for de studerendes psykiske sårbarhed findes samme steder på uddannelsesfabrikken – der som bekendt styres af Christiansborg A/S. Og her er det tydeligt, at der er noget helt galt med opskriften.

Over de sidste fem år alene har vi fået en fremdriftsreform, en dimensioneringsplan, et uddannelsesloft og konstante trusler om SU-nedskæringer. Alle med det formål at presse os hurtigere gennem uddannelsessystemet og ud i arbejdsstyrken – efter sigende til gavn for samfundsøkonomien. Men enhver kan vel se, at det er en dårlig forretning, hvis samlebåndet kører så stærkt, at en tredjedel af pølserne falder af undervejs.

Tallene taler deres tydelige sprog: Hvert eneste år bruger staten 55 mia. kr. på psykisk sygdom. Kun de 6 mia. går til behandling. Resten bruges på langtidssygemeldinger, førtidspension og kontanthjælp til personer, som havner mere eller mindre permanent uden for arbejdsmarkedet. Hvis du spørger mig, er det et rigtig dumt sted at risikere at parkere en tredjedel af vores fremtidige akademikere.

Og det behøver vi heller ikke. Hvis bare politikerne vil tage ansvar for de problemer, deres mange reformer har skabt, og er villige til at investere i de nødvendige løsninger. Konkret skal der sættes ind på to niveauer:
  1. Indfør gratis psykologhjælp til unge. Alt for mange unge får ikke taget psykisk sygdom i opløbet, fordi de ikke har råd. På en stram SU-økonomi er der simpelt hen ikke luft i budgettet til behandling for 300-1000 kr. pr. konsultation. Men regningen til samfundet bliver langt dyrere, hvis mild depression eller stress får lov at udvikle sig – især hvis de droppede psykologsamtaler også betyder, at man dropper studierne og havner på passiv forsørgelse i stedet.
  2. Psykisk sygdom hos studerende er udtryk for et sygt uddannelsessystem. Gratis psykologhjælp er nødvendig symptombehandling, men politikerne er nødt til at tage fat om problemets rod, hvis vi vil psykisk sygdom til livs. Der er brug for større fleksibilitet og plads til at blive forsinket og komme i tvivl under vejs i studierne. Politikerne kan starte med at afskaffe uddannelseskarantænen og give mulighed for at tage færre ECTS pr. semester. Det kan godt være, at vi så er lidt længere om at blive færdige med studierne. Men på sigt er det en langt bedre forretning for samfundet.
Hvis du som forbruger åbner en pakke Langelænderpølser og opdager, at hver tredje pølse er slatten, klager du til producenten. Det skal vi også gøre, når vi som samfund oplever, at hver tredje studerende er så presset, at de knækker psyken undervejs på uddannelsens transportbånd. Det er ikke rimeligt for den enkelte, og det er ikke rentabelt for samfundet som helhed.

Det er politikerne, der har indrettet uddannelsessystemet. Derfor må de også tage ansvaret for de problemer, de har skabt.

Alle blogindlæg er udtryk for skribenternes egen holdning. Bland dig gerne i debatten, men hav fokus på sagen og argumenterne. Vi sletter personangreb, diskriminerende udsagn og indspil uden relevans for diskussionen. God debat!