14.09.2017
Blogindlæg

Humaniora og pengene, der forsvinder

25 procent af finansieringen fra finansloven står til at forsvinde for Det Humanistiske Fakultet på KU. Det medfører "kvalitetsforringelser, uddannelseslukninger og almindelig nedtrykthed og pessimisme blandt medarbejderne", skriver dekan Ulf Hedetoft. Han vil fremover blogge om humanioras rolle og fremtid i såvel den akademiske verden som på arbejdsmarkedet. Lige nu ser den fremtid ikke god ud.

Af Ulf Hedetoft
Så er forslaget til næste års finanslov kommet – inklusive oversigter over de såkaldte budgetoverslagsår frem til 2021. Og det er jo, alt efter temperament, enten dyster læsning eller den sædvanlige snak om nedskæringer og besparelser.

I virkeligheden kommer det ud på ét, for fakta er, at humaniora står til (yderligere) beskæringer. I forvejen skal vi på KU-Humaniora spare hen ved 160 mio. kroner frem mod 2020. Det har vi vidst et stykke tid – men det gør det ikke mere opmuntrende. Det er sådan cirka 25 % af vores finanslovsbaserede indtægter. 

Nu siger finanslovsforslaget så, at vi efter 2020 heller ikke kan regne med en del af vores såkaldte STÅ-indtægter, nemlig den del, som bliver lagt på i 2010, og som udgør cirka 5000 kroner pr. STÅ-enhed. Det vil, omsat til samlet nedskæring for bare mit fakultet, beløbe sig til cirka 30 mio. yderligere. Hertil kommer, hvad der måtte ligge i det nye finansieringsforslag, som ministeriet barsler med, og som jeg formoder er på trapperne.

Jeg ved godt, at der ligger udisponerede reserver, som ikke er fordelt, men de kommer sjældent humanistiske eller samfundsvidenskabelige fakulteter til gavn. Så slutresultatet er nedtrykkende, uanset hvordan man vender og drejer situationen. 

Humaniora er et taknemmeligt offer
Vi gør selvfølgelig, hvad vi kan, for at reduktionerne i mindst muligt omfang rammer det, vi kalder kerneydelserne, uddannelse og forskning. Men vi er derhenne, hvor vi ikke kan undgå at skære meget dybt også dér, med alt hvad det medfører i form af kvalitetsforringelser, uddannelseslukninger og almindelig nedtrykthed og pessimisme blandt medarbejderne.

Jeg går ud fra at politikerne og deres embedsmænd gør dette med åbne øjne og med fuld bevidsthed om de langsigtede konsekvenser. De kan i hvert fald gøre det uden synderlig modstand fra den store offentlighed, selv om der en gang imellem rejser sig røster, der sætter spørgsmålstegn ved visdommen. 

Humaniora er på den måde et taknemmeligt offer. Undtagen når det kommer til stykket, og vi skrider til lukninger og efterfølgende afskedigelser – som det viste sig sidste år, hvor vi nødtvunget og efter en ophedet mediedebat om små fag valgte at lukke helt ned for fem uddannelser (eller 10, hvis man regner bachelor og kandidat som to). Der viste det sig, at normalt oversete uddannelser og forskningsindsatser faktisk kunne mobilisere væsentlig opbakning, både nationalt og internationalt. Men ingen kom med flere penge, så det forblev ved skåltalerne.

Jo mere vi beskærer, jo fattigere bliver vi på ånd
Men humanistiske fag (som omfatter en meget stor bredde af forskelligartede uddannelser og forskningsindsatser) er lige så uundværlige, som i de virkeligheden er billige. I den store sammenhæng faktisk latterligt billige. 

Vi bidrager til udforskning af alverdens sprog og kulturer, ikke mindst vores egne her til lands.
Til undersøgelser af nationers historiske tilblivelse, identitet og fremtidsscenarier.
Til forståelse af medier, migration og falske nyheder.
Til belysning af kunstformer, kulturbegivenheder og litteratur.
Til forståelse af det menneskelige aspekt i en tiltagende afmenneskeliggjort verden. 

Og vi bidrager i øvrigt til færdiggørelse af kandidater, som er uundværlige for det danske samfund, samt til et utal af inddragende og formidlende aktiviteter i hele det offentlige og private liv, hvis gennemslag og betydning de fleste først gør sig en anelse om, når aktiviteterne er truet på deres fortsatte eksistens. Hele samfundets dannelse, selvforståelse og sammenhængskraft, med andre ord.

Så for os drejer det sig ikke om penge som et mål, men som et nødvendigt middel til at kunne gøre alt dette. Jo mere vi beskæres, jo mindre kan vi bidrage med. Og jo fattigere på ånd, selvforståelse og menneskelig udvikling bliver vi.

Det burde ansvarlige politikere betænke, i stedet for kun at prioritere flere ingeniører og mere politi ved grænsen. I stedet for altid at sende aben videre til os i form af den ene grønthøsterbesparelse efter den anden. Før det er for sent.