Pernille Snitkjær og Ida Laurent Nielsen er nye cand.scient.er fra Københavns Universitets Institut for Idræt og driver virksomheden Aktivitetspiloterne.
11.09.2014
Nyhed

Laboratorium for tidlige idéer

SCIENCE på KU åbner i dag den første af fire planlagte innovation hubs. Målet er at få flere studerende til at springe ud som vidensiværksættere.

Af Pernille Siegumfeldt

Studerende har hverken penge eller netværk af betydning. Til gengæld har de masser af spændende forretningsidéer, der udspringer af deres faglighed. Og det gælder om at give dem en chance for at prøve idéerne af, udvikle dem – og eventuelt også lade dem kuldsejle med planerne i trygge rammer, hvis de viser sig ikke at holde vand.

Sådan lyder filosofien bag den innovation hub, som SCIENCE på Københavns Universitet åbner i dag.

Hub’en skal støtte og rådgive studerende, der drømmer om at starte egen virksomhed eller blot afprøve en spæd idé. Her kan op til 25 unge få en fast arbejdsplads, adgang til mødelokaler, gratis rådgivning fra advokater, revisorer og mentorer, netværk med andre iværksættere samt adgang til gå-hjem-møder og workshops med fokus på entreprenørskab.

Peter Ottesen har arbejdet med innovation på SCIENCE siden 2007, i de første år i regi af KATAPULT, som innovation hub´en er en videreudvikling af.  Peter Ottesen, der også bliver daglig leder af hub’en, er ikke i tvivl om, at en ”legeplads” for videns-iværksætterspirer på Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet kan bane vejen for flere start-up virksomheder bygget på gode, solide forretningsidéer.

I trygge rammer
”Her får de studerende et helt team af topkvalificerede forskere og erhvervsfolk til at teste deres idéer af på. Det er typisk meget tidlige ideer, vi bliver præsenteret for, og med kvalificeret rådgivning kan vi enten slå ideerne ned eller gøre dem mere flyvedygtige, inden de forlader universitets trygge rammer”, siger Peter Ottesen.

Det behøver ikke at koste en formue at starte ny virksomhed op, pointerer han.

”Jeg startede selv en biokemisk virksomhed op og troede på et tidspunkt, at jeg skulle ud og investere 50.000 kroner i en maskine, der kunne sterilisere redskaber. Men så var der en, der foreslog, at jeg købte en trykkoger i stedet, og det virkede. Forskning og udvikling kan også finde sted hjemme ved køkkenbordet”, insisterer Peter Ottesen.

Forskningsbaseret start-up
Pernille Snitkjær og Ida Laurent Nielsen er nyudsprungne cand.scient.er fra Københavns Universitets Institut for Idræt, og de har brugt universitetets tilbud om iværksætterrådgivning med stor succes. I dag driver de virksomheden Aktivitetspiloterne, der tilbyder kurser til folkeskolelærere og pædagoger, som har brug for forskningsbaseret inspiration til at få integreret bevægelse og kropslighed i fag som matematik og dansk.

”Vi fik ideen under specialeskrivningen, da folkeskolereformen blev vedtaget. Vi har jo netop fordybet os i, hvilken kolossal betydning for læring, bevægelse har. De kurser og det katalog med lege og aktiviteter, som vi har udviklet, tager udgangspunkt i al den teori, vi kommer med fra studiet”, forklarer Ida Laurent Nielsen.

De to iværksættere fik, mens de endnu studerede, advokatbistand gennem KATAPULT til at skrue deres virksomhed sammen.  Og det var en mentor samme sted, der hjalp dem med at prissætte varerne på deres hylder.

Siden er det gået stærkt, fortæller Pernille Snitkjær:

”Aktivitetspiloterne lagde ud med at prøve vores forretningskoncept af som et pilotprojekt på en folkeskole i Vanløse. Her fik vi pudset nogle idéer af, og vi blev klar over, at vi virkelig havde fat i noget, der var et kolossalt stort behov for på skolerne. Siden har vi brugt tid på at udvikle vores hjemmeside og vores katalog med aktiviteter, der er understøttet af forskningen. Vi får så mange henvendelser fra skoler nu, at man må sige, vi virkelig er kommet flyvende fra start”.