Tegning: Jenz Koudahl
Forskere er i flere tilfælde blevet pålagt tavshedspligt omkring den forskning, som de leverer til ministerier. Men det er ulovlig at begrænse forskeres frihed på den måde, mener professor emeritus Heine Andersen.
20.12.2016
Nyhed

Farvel til fri forskning?

I mindst 10 år har forskere fået mundkurv på, når de har leveret forskning til myndigheder og styrelser. Det er et eksempel på, at fundamentale demokratiske spilleregler er ved at ændre sig, siger forsker Rasmus Willig.

Af Troels Kølln
Efter et år med to spektakulære sager om indgreb i forskningsfriheden gør kritikforsker Rasmus Willig status. Udviklingen er klar. Det er blevet sværere for offentligt ansatte at udtrykke sig kritisk, siger han.

“Hvis vi ser på undersøgelser af offentligt ansattes ytringsfrihed i det hele taget, kan vi se, at der er sket en klar forværring de senere år. Og det er ikke bare én undersøgelse – der er efterhånden mange, der bekræfter billedet. Det er tydeligt, at vi har et problem”, siger Rasmus Willig, der ved Roskilde Universitet forsker i kritik og begrænsning af offentligt ansattes ytringsfrihed.

“Når man forsøger at afskærme sig fra kritik ved at undertrykke den, så mister man legitimitet. Som befolkning mister vi tilliden til, at politikerne siger det, de reelt mener, og at deres udtalelser er underbygget af fakta. Vi kan ikke tro andet, end at politikerne og staten forsøger at skjule noget for os. Og hvorfor skulle vi så nogensinde have tiltro til deres beslutninger?” siger han.

For universitetsforskere er Rasmus Willigs advarsel mere aktuel end længe. 2016 blev indledt med den såkaldte Gyllegate, hvor miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen gik af, da det blev klart, at hun havde fremlagt manipulerede beregninger af konsekvenserne af regeringens landbrugspakke.

Forskerne fra Aarhus Universitet, der havde leveret de oprindelige udregninger, vidste godt, at tallene var forkerte. De måtte bare ikke fortælle det til nogen. Aarhus Universitet havde underskrevet en kontrakt, der forbød forskerne at udtale sig om resultaterne, og som samtidig overgav ophavs- og publiceringsret til ministeriet.

Forskerne måtte ikke engang udtale sig om, at de ikke måtte udtale sig. En såkaldt dobbelt mundkurv, som Cavlingvinderen Jesper Tynell dokumenterede i P1 Orientering i april måned.

Mundkurv udbredt
“De må have spist søm, da de lavede den kontrakt”, siger Heine Andersen, der er professor emeritus i sociologi og arbejder på en udredning af forskningsfrihed og dens vilkår i Danmark.

“Det er direkte ulovligt at begrænse forskeres frihed på den måde. For det første er der grundloven og menneskerettighederne. Men lidt mere jordnært står det klart i forvaltningsloven, at man ikke kan pålægge offentligt ansatte en generel tavshedspligt”, siger Heine Andersen.

Ifølge hans undersøgelser er det ellers en praksis, der er blevet brugt rutinemæssigt i mindst fire ministerier og på i hvert fald fem af landets otte universiteter. Og det er stærkt problematisk, mener han.

“Konsekvensen er, at forskerne underkaster sig en tavshedskultur, som hindrer dem i at dele deres viden. Ytringsfrihed er en vigtig ret for at sikre forskningens kvalitet og skabe grundlaget for en fri offentlig debat – for hele samfundets skyld. Og når selv Folketinget bliver ført bag lyset, så har vi altså et alvorligt problem”, siger Heine Andersen.

"Jeg vil bare gerne løse opgaven og ikke bruge tid på alt det juristeri"
Hvis man spørger en af de forskere, der leverede de omstridte beregninger af landbrugspakkens konsekvenser, er der ingen grund til at gøre et større nummer ud af sagen.

“Det er klart, at jeg i forbindelse med landbrugspakken gerne ville have delt min rapport tidligere. Og det er problematisk, at der går så lang tid, før vi får lov til at udtale os. Men kontrakterne er ved at blive revideret, så mon ikke det bliver løst i fremtiden”, siger professor Jørgen Eivind Olesen.

“Og for at være ærlig, så har jeg aldrig set den kontrakt, og jeg har også været hamrende ligeglad. Jeg vil bare gerne løse opgaven og ikke bruge tid på alt det juristeri”.

Langsom forhandling
Miljø- og Fødevareministeriet har ganske rigtigt åbnet op for at revidere de standardkontrakter, som pålægger forskere tavshedsklausuler, og som flere jurister har kaldt for ulovlige.

Ministeriet sendte sit første udkast til høring hos relevante parter i august måned – heriblandt tre universiteter, Dansk Magisterforening og Heine Andersen – men der er stadig ingen afklaring. Således var der 15. november frist for kommentarer til det tredje udkast.

“Det første udkast var helt uspiseligt, men det er gradvist blevet bedre”, forklarer Heine Andersen, der dog stadig har sine forbehold.

“Ministeriet har i tredje udkast pludselig indskrevet en formulering om, at de kan pålægge forskerne yderligere krav ved at vedhæfte interne retningslinjer. Og så er vi jo lige vidt. Det er en formulering, som i bedste fald er en lapsus og i værste fald en musefælde”, siger Heine Andersen, der også kan pege på en række andre problematiske formuleringer.

Også Rasmus Willig ser skeptisk på den langvarige proces.

“Det er en underlig situation at skulle vente på noget, der tydeligvis er ulovligt, og som i princippet ikke burde have nogen legitimitet overhovedet”, siger Rasmus Willig.

Pres fra Fødevarestyrelsen
Det er ikke blot juridiske metoder, som myndigheder har taget i brug for at begrænse forskeres ytringsfrihed. DR har påvist i dokumentaren “Den dag penicillinen ikke virker”, at Fødevarestyrelsen igennem seks år bevidst har fjernet anbefalinger om bekæmpelse af de multiresistente MRSA-bakterier. Den viden nåede derfor aldrig frem til Folketinget.

Anbefalingerne stammede fra Fødevarestyrelsens faste rådgiver på DTU, professor Frank Aarestrup, som imidlertid gerne udtalte sig om sine anbefalinger, når han blev kontaktet af pressen.

“Hvis jeg som forsker ligger inde med en viden om, hvad der skal gøres for at håndtere et problem, og en minister eller styrelse vælger at gøre noget andet, så har jeg ikke bare lov, men pligt til at udtale mig”, siger Frank Aarestrup.

Den udlægning var Fødevarestyrelsens direktør, Esben Egede Rasmussen, tilsyneladende ikke enig i.

“Dette er ikke tilfredsstillende”, skrev Esben Egede Rasmussen ifølge DR i en mail til Frank Aarestrups chef, Jørgen Schlundt.

“Det forventer jeg, at du og den øvrige ledelse en gang for alle får gjort Frank Aarestrup begribeligt”.

Derudover blev Jørgen Schlundt over telefon flere gange bedt om at “kontrollere en bestemt forsker”, har han sagt i Politiken.

Må man udtale, hvis man modsiger beslutninger, som ens forskning har forsøgt at kvalificere?
Men Fødevarestyrelsen forsøgte ikke at begrænse forskerens ytringsfrihed, skriver man i en redegørelse til Folketinget. Man ville blot forebygge udtalelser, der skabte “usikkerhed i offentligheden om grundlaget for de beslutninger og prioriteringer, der var truffet i styregruppen, hvor DTU også var medlem”.

Med andre ord: Forskere hos DTU bør ikke komme med udtalelser, der går imod flertalsbeslutningerne i de styregrupper, de sidder med i.

“Jeg nærer ikke noget ønske om at begrænse hverken forsknings- eller ytringsfriheden”, siger Esben Egede Rasmussen til Magisterbladet.

“Det, jeg ønskede, var, at Frank Aarestrup optræder loyalt i forhold til de beslutninger, der er truffet i en styregruppe, hvor DTU også er repræsenteret”, siger han.

Frank Aarestrups forskningsgruppe fik færre opgaver fra Fødevarestyrelsen

Ifølge Frank Aarestrup fik hans forskningsgruppe samtidig markant færre opgaver fra Fødevarestyrelsen i perioden efter 2014, hvor han udtalte sig i medierne.

“Vi fik ikke længere respons på de projekter, vi foreslog. I stedet begyndte de at bruge andre samarbejdspartnere. Det virkede på os ret tydeligt, at de forsøgte at lede pengestrømmen uden om os”, siger Frank Aarestrup.

Det afviser Esben Egede Rasmussen. Det er korrekt, at Frank Aarestrups forskningsgruppe mistede rollen som primær rådgiver for Fødevarestyrelsens arbejde med MRSA. Men det skete, fordi man internt i styrelsen “ville have fokus på smitte mellem dyr og menneske”, og derfor overgik opgaven til et andet institut på DTU, Veterinærinstituttet, forklarer han.

"Det kan gøre forskningen mere relevant for erhvervslivet og dermed også samfundet"
Også på Institut for Akroøkologi ved Aarhus Universitet – det institut, som leverede beregninger til Landbrugspakken – er man opmærksom på pengestrømmen fra Miljø- og Føde­vareministeriet.

“De er ekstremt vigtige for os, fordi de står for vores basisbevilling. På den måde kan man sige, at fri forskning er en ting, som vi har forholdsvis lidt af, fordi forskningen ofte er knyttet op på eksterne bevillinger, der altid har forskellige betingelser og samfundsmæssige prioriteringer knyttet til sig”, siger Jørgen Eivind Olesen.

“Det er et vilkår i dag. Men det behøver ikke at være skidt, for det kan gøre forskningen mere relevant for erhvervslivet og dermed også samfundet”.

Accepten af ministeriers og myndigheders forsøg på at påvirke forskerne undrer Heine Andersen. Han efterlyser handling fra især universiteternes ledelse.

“Jeg er stærkt forundret over, at ingen har protesteret mod den åbenlyse knægtelse af forsknings- og ytringsfriheden, som der har været de seneste 10 år. Ingen på universiteterne har trådt frem og protesteret. Tværtimod har der været en passivitet – ja, nærmest imødekommenhed – over for de her krav”.