Per Nikolaj Bukh, som er professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, mener, at det er på tide, at politikerne viser ansvar og prioriterer, hvor i landet hvilke uddannelser skal udbydes, og hvor mange der skal optages på dem.
15.12.2016
Nyhed

Professor: Man kan ikke bruge ledighedstal til at justere bevillingerne til uddannelse

Regeringen vil belønne uddannelser, der fører til job. Men det er en styremodel, som i praksis er umulig at indføre, siger professor i økonomistyring.

Af Thomas Bøttcher

Embedsmænd arbejder i disse dage på højtryk for at udarbejde alternative modeller til finansiering af de ­videregående uddannelser og skal barsle med forslag inden nytår. Politikerne har stillet krav om, at bevilling­erne skal tilpasses de studerendes efterfølgende muligheder for job. 

Men ifølge professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh er opgaven noget nær umulig, og det er et resultat af politisk uvidenhed, at embedsmænd netop nu sidder og pukler med opgaven.

“Man kan lige så godt opgive troen på, at man kan bruge ledighed og beskæftigelse til at justere uddannelsesbevillinger”, siger han.

Hvis det skal virke, skal man påvirke bevillingerne til de enkelte fag
I en arbejdsskitse fra Uddannelses- og Forskningsministeriet, som Weekend­avisen har fået adgang til, lægger arbejdsgruppen op til at reducere taxametrene og i stedet for indføre et “performanceelement”, der indbefatter omkring 15 pct. af de samlede bevillinger svarende til ca. 2 mia. kr.

Det kan virke som en stor andel af de i alt 14 mia. kr., som staten hvert år giver i direkte tilskud til uddannelserne, men det er det ikke nødvendigvis. Kommer modellen til at bero på den enkelte institutions samlede beskæftigelsesgrad, der på fx universitetsområdet svinger mellem 86 og 92 pct. af en årgang, vil effekten være beskeden. Med et simpelt regnestykke svarer det til, at 1-2 pct. af universiteternes samlede uddannelsesbevilling er i spil.

“Hvis modellen skal stå mål med de politiske ambitioner, er det afgørende, at man påvirker bevillingerne til de enkelte fag, hvor afvigelserne er store”, siger Per Nikolaj Bukh.

Når uddannelserne er små, bliver den statistiske usikkerhed tilsvarende stor
Det skal med andre ord have økonomiske konsekvenser for universiteterne, at ledigheden for flere tekniske eller naturvidenskabelige fag er på 3-4 pct., mens nogle humanistiske fag er oppe på 30-40 pct., i 4-7 kvartal efter at de er blevet kandidater. Det har det ikke i dag.

Men her opstår også udfordringerne. Ministeriets foretrukne statistik til at beregne ledighed – som har været brugt i forbindelse med den aktuelle dimensionering af 776 uddannelsespladser – tager ikke højde for, at kandidater rejser ud af Danmark eller videreuddanner sig.

Derfor sænker det kuns­tigt ledigheden, når tekniske og naturvidenskabelige fakulteter optager op til 30-50 pct. af en årgang som ph.d.-studerende.

Og det er ikke den eneste usikkerhedsfaktor.

“Når uddannelserne er små, bliver den statistiske usikkerhed tilsvarende stor. Det betyder, at tilfældige omstændigheder fra år til år kan være med til at bestemme bevillingerne”, siger Per Nikolaj Bukh.

Et eksempel: Ledigheden blandt 49 nyuddannede bioteknologiske civilingeniører fra Aalborg Universitet var 5,4 pct. i 2009. Men i 2013, hvor 13 kandidater blev uddannet, og 2 af dem talte som ledige, var den vokset til 15,6 pct.

Skal tage højde for lokalt arbejdsmarked
Vælger ministeriet en model, hvor institutionerne måles helt nede på fagniveau, dukker en ny problemstilling op: Vilkårene på det lokale arbejdsmarked. For når bioteknologiske civil­ingeniører fra Aalborg Universitet har en højere ledighed end deres fagfæller fra DTU, kan det hænge sammen med, at jobmulighederne er dårligere i Aalborg.

“Med andre ord kan man ende med en situation, hvor DTU performer bedre end Aalborg og derfor får en højere bevilling. Spørgsmålet er så, om det er det, man vil politisk, altså favorisere uddannelser i københavnsområdet”, spøger Per Nikolaj Bukh.

Netop den pointe gjorde Aalborg Universitet et nummer ud af, da universitetet kom med sit indspark til reformarbejdet:

“Bør universitetet fx straffes for, at arbejdsmarkedet i regionen er mindre, og at det derfor kan tage længere tid at komme i job? Bør et universitet straffes i sin uddannelsesbevilling for, at kandidater ønsker at blive i regionen og derved i gennemsnit går længere tid efter endt uddannelse, før de opnår beskæftigelse, men til gengæld på sigt medvirker til at skabe vækst i randområder?” lød det i en skriftlig henvendelse fra AAU-rektor Per Michael Johansen.

Argumentationen møder dog ikke støtte hos formanden for Produktivitetskommissionen, økonomiprofessor Peter Birch Sørensen. Kommissionen foreslog i 2013 netop en taxameter­reform med fokus på de ­studerendes jobmuligheder.

“Det er jo ikke nogen særlig god ide at uddanne folk til arbejdsløshed. Så hvis det i nogle områder af landet er sværere for folk at finde job end i andre områder, og de jobsøgende ikke er mobile, så er det jo et argument for at uddanne færre i disse områder”.

Den største udfordring er det regionale hensyn
Når embedsmændene i ministeriet fremlægger deres alternative finansieringsmodeller for regeringen, kan gruppen desuden henvise til, at universiteterne er pålagt at uddanne til et “nationalt” og ikke et “regionalt” arbejdsmarked.

Det samme gælder dog ikke erhvervsakademier og professionshøjskoler, der netop har regionale og lokale uddannelsesforpligtigelser. Og nu bliver brugen af institutionernes beskæftigelsesfrekvenser for alvor kompliceret, påpeger Per Nikolaj Bukh. I hvert fald hvis den skal tage hensyn til regionale forskelle. For så vil modellen også skulle tage hensyn til, at sammensætningen af studerende landet over er meget forskellig.

“I nogle egne af Danmark lukker du alle studerende ind på en uddannelse, mens den samme uddannelse i København kan have høje adgangskrav og dermed også får de bedste studerende. Så der er en risiko for, at du ender med at sænke taxametre på grund af en anderledes studentersammensætning. I teorien og teknisk er det muligt, men det er simpelthen for kompliceret, og der er en masse skævvridninger, du ikke kan håndtere”, påpeger han.  

Det er et problem, når et par helsidesannoncer kan være nok til at gøre en god forretning
Frem for at bruge statistiske modeller til at regulere taxa­metre bør det politisk besluttes, hvor der skal uddannes, og hvor mange, der skal uddannes, mener Per Nikolaj Bukh. Og så skal der indføres et relativt højt grundtilskud, mener han, som sikrer det enkelte fags økonomi. I realiteten svarer det til at tage den nuværende dimensionering på uddannelsesniveau et skridt videre.

“Der er nogle uddannelser, man skal have alle steder i landet, og så er der uddannelser, man ikke skal have alle steder i landet. Og for nogles vedkommende skal de ikke udbydes fire steder, men måske bare to steder. Det er det, der er den reelle udfordring, og man kan forholdsvist nemt beslutte sig ved at skele til ledighedstallene, ligesom man gør med dimensioneringen”, mener han.

At der er en alvorlig fejl i det nuværende bevillingssystem, er han enig i. Det er baseret på et tælleprincip, hvor hvert studenterårsværk udløser en takst, der på fx humanistiske universitetsuddannelser er på omkring 50.000 kr. Et fag, der optager 50 studerende, indkasserer med andre ord 500.000 kr. årligt for at optage yderligere ti.

“Det kræver nogle ekstra stole i et undervisningslokale, men man skal ikke være økonomiprofessor for at indse, at det ikke er 20 pct. dyrere at tage 10 flere studerende ind. Derfor er der en usund konkurrence mellem institutionerne, når alene et par helsidesannoncer til 250.000 kr. i nogle dagblade kan være nok til at gøre en god forretning”, siger Per Nikolaj Bukh.

Der er behov for, at man politisk udviser ansvar og prioriterer
Derfor er der i dag identiske uddannelser rundt­omkring i landet med studiemiljøer, der knap er bære­dygtige, men hvor ingen institution vil lukke og slukke, fordi ingen bryder sig om at afskedige medarbejdere.

Og når uddannelserne ikke selv vil, bør politikerne udvise ansvar og træffe beslutningen for at prioritere, mener Per Nikolaj Bukh. Frem for at tro at beskæftigelsesfrekvenser kan bruges til noget.

CBS er blandt de institutioner, som formodentlig ikke vil blive ramt i særlig høj grad af et beskæftigelsesparameter. Uddannelsesdekan Jan Molin lægger dog ikke skjul på, at han har svært ved at se fidusen med bevillinger, der bestemmes af beskæftigelsestal.

“Personligt synes jeg, det er lidt forarmende. Det virker til, at man har opgivet at finde ud af, hvad kvalitet er og i stedet for sætter kvalitet lig med beskæftigelsesmuligheder”, forklarer han.

Ligesom Per Nikolaj Bukh hæfter han sig ved, at et beskæftigelsesparameter i praksis indebærer, at man giver bevillinger på baggrund af 6-7 år gamle beslutninger regnet fra studiestart til tidspunktet for ledighedsmålingen. Det giver en meget løs kobling.

“Og det straffer institutioner, der faktisk tager deres universitære rolle alvorligt, for principielt belønner man de uddannelser, der tilpasser sig fortiden. Det tager flere år at indfase en ny uddannelse, men man belønner dem, der fastholder uddannelser med minimal risiko og straffer dem, der sætter noget nyt i søen. Men det er blot min helt personlige holdning”, understreger han.

Ifølge formanden for ministeriets arbejdsgruppe, kontorchef Mikkel Leihardt, er den endelige model langt fra på plads.

”Arbejdsgruppen er fortsat i færd med at overveje en række mulige modeller og har derfor ikke endeligt lagt sig fast på noget”, siger han.