22.12.2016
Nyhed

Statsansatte afbryder samarbejde med Sophie Løhde

De statsansattes fagforbund stopper samarbejdet med ministeren for offentlig innovation om tre projekter. Det sker blandt andet i kølvandet på inddragelsen af flere statsansattes tidligere betalte fridage.

Af Louise Egholm Burcharth
Inddragelse af tidligere betalte fridage, Moderniseringsstyrelsens kursus om ”low performere”, udflytning af statslige arbejdspladser og lærerkonflikt.

Listen over utilfredsstillende forhold for statsligt ansatte er lang, hvis man spørger de faglige organisationer. Det får nu Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU), der er samarbejdsorganisation mellem de forskellige paraplyorganisationer for offentligt ansatte, til at trække en streg i sandet.

De afbryder nu samarbejdet om tre projekter med staten repræsenteret ved Sophie Løhde (V), nyudnævnt minister for offentlig innovation, efter et ”hilse-på møde” med ministeren tirsdag.

”Vi står på toppen af en lang række frustrationer, der er blevet bygget op hos vores medlemmer”, siger Flemming Vinther til Berlingske Business, der er formand for CFU og Offentligt Ansattes Organisationer (OAO).

Fri jagt på betalte fridage

CFU understregede over for ministeren på mødet, at man ser forholdene for statsansatte som uacceptable, og at ”denne adfærd for os er både uforståelig og årsag til, at vores medlemmer – med rette – er vrede.” Det skriver Akademikerne i en pressemeddelelse.
  
Men ifølge CFU besvarede Sophie Løhde (V) frustrationen med ”at se frem” og talte om ”at tage et fælles ansvar for de udfordringer, som staten står overfor”. Og i en efterfølgende pressemeddelelse skriver hun, at ”Som minister for offentlig innovation bakker jeg naturligvis op, når de lokale arbejdsgivere tager ansvaret på sig og træffer nogle vanskelige beslutninger om, hvordan der skal prioriteres i deres organisationer”.

Det ser CFU som et tegn på, at der blandt andet er ”fri jagt på betalte fridage i ministerier og styrelser”, som de skriver i pressemeddelelsen og henviser blandt andet til Social- og Indenrigsministeriets samt Skats inddragelse af betalte fridage, blandt andet juleaften, nytårsaften og grundlovsdag, som Magisterbladet.dk tidligere har skrevet om.
Ifølge CFU er det et ”brud på den tradition, der følger af den danske model, hvor så store forandringer er genstand for forhandling mellem de centrale parter”.

Derfor stopper CFU samarbejdet med staten om tre projekter, der går ud på at styrke det centrale og lokale samarbejde, en fælles indsats for et godt psykisk og fysisk arbejdsmiljø samt et projekt om samarbejde og tillid mellem statens arbejdsgivere og de offentligt ansatte.

”Det er ikke en beslutning, som vi er glade for at træffe, for både psykisk arbejdsmiljø og samarbejde er hjerteblod for os og vores medlemmer. Men med den mangel på vilje til samarbejde, som senest blev demonstreret på mødet i går, er det uholdbart at rejse landet tyndt sammen med repræsentanter for en modpart, som tydeligvis ønsker at drive benhård arbejdsgiveradfærd, og hvor samarbejde og trivsel kun er ord”, skriver CFU i pressemeddelelsen.

Der skal være plads til uenighed
Det ærgrer innovationsminister Sophie Løhde (V), at de statsansatte afbryder samarbejdet med hende, da det ”i den grad kommer medarbejdere i staten til gode”, siger hun til DR.

Sophie Løhde (V) ønsker ”et godt samarbejde med de faglige organisationer”, men efterspørger også, at der er plads til uenighed.

”Vi havde et meget ærligt møde, og i et samarbejde skal der jo også være plads til, at vi ikke ser ens på alt”, siger hun til DR.

Men meldingen er klar fra de statsansatte. De genoptager først samarbejdet med innovationsministeren, når hun sender helt nye signaler, oplyser Flemming Vinther, formanden for CFU, til DR.

Og situationen virker lige så fastfrosset, når det kommer til den såkaldte voldgiftssag anlagt af Dansk Magisterforening og en række af de øvrige akademiske fagforeninger. Den skal afgøre, om de statslige arbejdsgivere må inddrage en række af de statsansattes traditionelle fridage uden lønkompensation. Onsdag aften blev det besluttet at udsætte afgørelsen til midt i januar, skriver DR.