09.02.2016
Nyhed

Ansvarlig Fremtid prøver igen: Drop sorte investeringer

Den 7. april er der igen generalforsamling i MP Pension, og selv om Ansvarlig Fremtid, som sidste år fik flertal for sit forslag om at udfase de såkaldt sorte investeringer, ser positive tegn i den nye pensionsbestyrelse, så stiller de forslag om at udfase investeringer i fossile brændstoffer igen i år.

Af Tobias Dinnesen
Ansvarligs Fremtid (AF's) klare ambition er, at pensionskasserne - herunder MP Pension - skal investere i bæredygtige grønne løsninger og udfase de såkaldt sorte investeringer.

På sidste års generalforsamling i MP Pension fik AF flertal for sit forslag om netop udfasningen af sorte investeringer i bl.a. kul, men bestyrelsen i MP Pension afviste efterfølgende at følge medlemmernes ønske.

Det fik daværende formand for Dansk Magisterforening (DM), Ingrid Stage, til at sige, at pensionskassen havde et demokratisk problem. Men da den nu tidligere DM-formand tog sagen op i DM's hovedbestyrelse, bakkede flertallet op om MP Pension bestyrelse.

Siden er der sammensat en ny bestyrelse, hvor Egon Kristensen er blevet valgt som ny formand. Til april er der endnu en gang generalforsamling i pensionskassen, og Ansvarlig Fremtid har ikke opgivet ævred.

Op på hesten igen
Thomas Meinert Larsen, lektor på Københavns Universitet og talsmand for AF, forklarer, at han mener, at pensionskasserne både kan vinde på den korte bane ved at lave mere etisk forsvarlige investeringer, men at det på langt sigt også giver mest mening.

Han påpeger, at med eksempelvis klimaaftalen i Paris, som lægger op til en maksimal temperaturstigning på 2 grader, så vil investeringerne i fossile brændstoffer på sigt miste deres værdi. Og et møde med den nye pensionsbestyrelse har blot bekræftet KU-lektoren i, at AF igen i år skal fremsætte forslag på generalforsamlingen

"Det er officielt, at Egon har meldt ud, at han gerne ville mødes med os. Det er sket. Og på baggrund af det møde er der bestemt nogle meget positive takter, men grundlæggende føler jeg ikke, at de har forstået og respekterer, den beslutning, vi traf sidste år. Så må vi op på hesten igen og give dem et stærkere mandat til at træffe den her beslutning", siger Thomas Meinert Larsen.

To forslag

Foreningen er derfor nu i gang med at samle opbakning til to konkrete forslag, som den vil stille på generalforsamlingen. På forhånd håber foreningen, at den kan få så mange medstillere som muligt.

Årsagen til, at der fremsættes to forslag er, at AF vil se, om der er forskel på, hvad folk stemmer alt efter, hvad målet med vedtagelsen er (se forslagene nedenfor).

"Når man siger, at det er en demokratisk pensionskasse, ønsker vi at så mange som muligt tager aktivt stilling til, hvordan de ønsker, at deres pensionskasse skal tjene dem selv og samfundet 10-20-30 år frem", forklarer Thomas Meinert Larsen.

Her kan du se de to forslag, som AF vil stille til generalforsamlingen den 7. april 2016 (for mere info send en mail til
info@ansvarligfremtid.dk):

  1. Generalforsamlingen forpligter bestyrelsen at indrette investeringspolitikken således at den understøtter den indgåede globale politiske aftale (Paris aftalen) om maksimalt 2 graders global opvarmning og så tæt på 1,5 grader som muligt – herunder ved at udfase etisk problematiske og økonomisk højrisikable investeringer i kul og i udvindingsprojekter fra fx tjæresand, dybhavsboringer og udvinding i Arktis inden 2018.
  2. Generalforsamlingen forpligter bestyrelsen til at redegøre for hidtidige erfaringer med udøvelsen af aktivt ejerskab med henblik på at reducere carbon risiko til at være i overensstemmelse med 2-graders målsætningen eller så tæt på 1,5 grader som muligt, samt redegøre for fremtidige tiltag med henblik på at få de fossil-selskaber, hvori pensionskassen investerer, til inden 2018 at afvikle deres investeringer i kul samt højrisikable udvindingsprojekter der er uforenelige med 2-graders målet.