12.04.2017
Nyhed

Efteruddannelse: “Thi den, som har, ham skal der gives”

Jo mere du tjener, des bedre muligheder for efteruddannelse. Det viser en rundspørge, som 1.152 DM-medlemmer har svaret på. Det er dårligt for virksomhederne, og det er dårligt for samfundet kun at satse på de højtlønnede, advarer forsker.

Af Thomas Bøttcher

Højtlønnede akademikere har langt lettere adgang til efteruddannelse end akademikere, der ligger i den lave ende af indkomstskalaen. Det viser en rundspørge, som 1.152 medlemmer af Dansk Magisterforening har deltaget i.

Blandt medlemmer, der tjener 299.999 kr. eller mindre årligt, fortæller blot 17,5 pct., at de har haft god mulighed for at efteruddanne sig inden for de seneste to år. Det samme har 50 pct. af dem, der tjener mere end 700.000 kr. årligt. Imellem de to indkomstmæssige yderpunkter er adgangen til efteruddannelse støt stigende.

Undersøgelsen viser, at efteruddannelse gives til de forkerte medarbejdere, og at virksomhederne i ringe grad bruger efteruddannelse strategisk. Det siger arbejdslivsforsker og lektor i læring og efteruddannelse ved Roskilde Universitet Niels Warring.

Samtidig afspejler undersøgelsen ifølge Niels Warring Matthæus-princippet: Den, der i forvejen har, skal begunstiges med mere.

Men hvorfor er det et problem?
“Jo højere indkomst, jo højere oppe befinder man sig i ledelseshierarkierne. Og her bliver der i langt højere grad prioriteret midler til efteruddannelse, dvs. kurser til folk, der skal administrere andre. Men rigtig mange virksomheder har svært ved at dokumentere nogen effekt, og mange ledere siger, at de ikke rigtig ved, hvad de har kunnet bruge uddannelsen til”, siger Niels Warring.

Af samme grund bør virksomhederne prioritere anderledes, lyder hans råd.

“En offentlig forvaltning, der bruger mange penge på lederuddannelse, har ingen garanti for kvalitetsforbedringer, hvis den ikke samtidig kompetenceudvikler de folk, der rent faktisk udfører det faglige arbejde, har borgerkontakten og leverer slutproduktet”, siger han.


 Ifølge Niels Warring afspejler undersøgelsen sandsynligvis også en anden velkendt problemstilling i tildelingen af efteruddannelse, nemlig tendensen til at bruge efteruddannelse som belønning.

“Nu er man blevet mellemleder, så kan man få noget efteruddannelse. Så efteruddannelse bliver tænkt som en symbolsk belønning”.

Niels Warring peger på, at muligheden for efteruddannelse ofte er betinget af, at man har adgang til en leder, fx via en MUS-samtale. Og det har løstansatte og midlertidigt ansatte i ringere grad end fastansatte.

“Jeg har interviewet folk med tilknytning til en offentlig institution, der i 20 år ikke har været til en MUS-samtale. De har ingen strukturer, der støtter op om deres behov for efteruddannelse, og efterhånden skubbes de længere og længere om bag i køen. Man kommer sådan set ikke tættere på efteruddannelse som løstansat, man kommer længere og længere væk fra efteruddannelse”.

Også DM’s formand, Camilla Gregersen, finder det problematisk, at efteruddannelsesmidler fordeles så skævt.

“Netop de lavestlønnede kan bruge efteruddannelse til at positionere sig bedre og argumentere for en lønforhøjelse”, siger hun.

Camilla Gregersen opfordrer generelt DM’s medlemmer til at bruge DM, når de ønsker hjælp til at argumentere for efteruddannelse over for deres arbejdsgiver.

Og så opfordrer hun til mere åbenhed på arbejdspladserne.

“En løsning kan være, at man åbent taler om fordeling af efteruddannelse på arbejdspladsen, ligesom vi ved, at det gavner alle, når lønfordeling ikke er et tabu”.