21.04.2017
Artikel

Ja, forskere har pligt til at modsige alternative fakta!

Hvad skal forskere gøre, når manipulerede tal og deciderede usandheder florerer i den offentlige debat? Tre professorer giver deres bud forud for morgendagens March for Science.

Af Troels Kølln

Vi taler om fake news og alternative fakta som aldrig før, og virksomheder som Facebook og Google er under hård kritik for at sprede de falske nyheder. Men hvordan skal forskerne, der skal søge sandheden, egentlig forholde sig til fænomenet? Er det deres pligt at modsige usandheder i den offentlige debat?

“Det korte svar er: Ja, det er en moralsk pligt at ytre sig som forsker”, siger Antje Gimmler, der er professor på Center for Anvendt Filosofi ved Aalborg Universitet.

“I de tilfælde, hvor der kommer helt grove fordrejninger – for eksempel hvis politiske beslutninger bliver begrundet i statistik, der bliver læst helt forkert – der er man kaldet til at sige noget, synes jeg. Det er en moralsk forpligtelse, som jeg er ret sikker på, at de fleste videnskabsmænd og -kvinder føler”.

Og det er man blandt andet, fordi sandheden ikke bare er en værdi i sig selv. Den er også nyttig.

“Normalt kalder vi en teori sand, hvis den giver konsistente forklaringer på verden. På den måde giver sandheden os en måde at forudse handlinger og resultater på, og dermed har vi en enorm fordel som samfund”, siger Antje Gimmler.

Pligt eller ret?
De falske nyheders gennemslagskraft er kommet bag på det videnskabelige miljø, siger professor Anders Bjarklev, rektor for DTU og formand for Rektorkollegiet i Danske Universiteter.

“Som forskere befinder vi os i en verden, hvor usandheder står mere uimodsagt end længe. Og hvor man i nogle tilfælde kan vinde magt og stemmer ved at sige usandheder. Det har rystet os, tror jeg, fordi vi er opdraget i et system, hvor det stærkeste argument altid vil vinde”, siger han.

“Derfor er vi nødt til at bruge flere kræfter på at gå i rette med usandheder. Som universiteter har vi en formidlingsforpligtelse. Og den formidlingsforpligtelse bliver mere udtalt, i det omfang der florerer usandheder”, siger Anders Bjarklev.

Men forskerne har ikke en moralsk pligt til at modsige fejlagtige udsagn, mener Peter Nedergaard, der er professor i statskundskab på Københavns Universitet, hvor han i mange år har undervist i videnskabsteori.

“Ifølge universitetsloven har man en forpligtelse til at være aktiv i samfundsdebatten. Men man har ikke pligt til at være detektor”, siger han.

“Jeg mener ikke, at man kan skose nogen for ikke at gå ud og rette fejloplysninger. Vi er i forvejen hårdt optagede af at leve op til krav til undervisning og forskning”.

Men det er noget helt andet end at have ret til det, understreger han.

“Det er videnskabens rolle at sige: Hvad er sikker viden? Hvad er skidt og kanel? Og derfor bør man som forsker altid have ret til at påpege det i den offentlige debat”.