Jazzmusiker og hjerneforsker Peter Vuust er aktuel med en ny bog ”Musik på hjernen”, der kortlægger musikkens betydning for mennesker.
07.04.2017
Nyhed

Musik er sex for hjernen

Musik frigiver dopamin – ”hjernens dope”, der fremkalder nydelse, ligesom når man spiser god mad eller dyrker sex. Sådan lyder det fra bassist, komponist og hjerneforsker Peter Vuust i sin nye bog "Musik på hjernen", der ud fra både forskning og personlige erfaringer hylder musikken.

Af Louise Egholm Burcharth

Peter Vuust viser mig straks ned til sit øvelokale, da jeg møder ham i sit hjem lidt uden for Aarhus. Her søger han hen til sin tyske kontrabas i mørkt træ fra 1800-tallet, som han smidigt begynder at spille på, hvorefter han bevæger sig over mod flyglet for at spille et brudstykke af et nummer fra hans kommende plade. 

”Der er noget helt specielt ved den måde, man taler sammen igennem musikken. Til min sidste koncert havde jeg fx en følelse af, at jeg var helt inde i hovedet på min pianist. Så musik er en måde, hvorpå vi kan komme væk fra at være så alene”, fortæller Peter Vuust, der udover at være professionel jazzmusiker og professor ved Det Jyske Musikkonservatorium også er ph.d. i neurovidenskab og leder af grundforskningscentret Center for Music in the Brain på Aarhus Universitet. Her forsker man tværdisciplinært i hjernens funktioner ved at undersøge, hvordan musik påvirker hjernen.  

Også i sin nye bog ”Musik på hjernen” fremhæver Peter Vuust igennem sin egen og andres forskning, hvordan musik gør mennesker bedre i stand til at kommunikere og dele hinandens følelser. Her peger han på, at en del af forklaringen bag musikkens følelsesmæssige indvirkning på os ligger i, at musik er i stand til at frigive dopamin – ”hjernens dope”, der fremkalder nydelse, ligesom når man spiser god mad eller dyrker sex.

Skiftede fjernsynet ud med bassen
Og musikken har altid været en fast følgesvend i Peter Vuusts eget liv.

”Jeg har altid haft musik på hjernen”, indleder han også sin bog med og beskriver, hvordan han voksede op i et hjem med klaver og det meste af 1.g forsømte sit sociale liv ved at cykle hjem i spisefrikvarteret for at lytte til en bestemt plade. Og allerede som 17-årig spillede professionelle musikjobs rundt i Aarhus’ musikmiljø.

Men Peter Vuust valgte at gå den akademiske vej efter gymnasiet og begyndte at læse hovedfag i matematik på universitetet med bifag i fransk og musik. Den udøvende musikalske side slap dog ikke grebet i ham, og hjerneforskeren ”spillede alle de jobs, der fandtes i byen”, som han selv beskriver det.

”Jeg skiftede mit fjernsyn ud med bassen, fordi det gik op for mig, at jeg ikke kunne blive verdens bedste bassist uden at øve mig enormt meget”, fortæller han mig.

I 1989 blev Peter Vuust cand.scient. i matematik og fransk fra Aarhus Universitet, men blev så tilbudt et job på Det Jyske Musikkonservatorium som underviser i bas, hørelære og musikteori. Derefter besluttede han sig for udelukkende at dedikere sig til musikken, fortæller han og uddyber:

”Så det gik der nogle år med. Men så fandt jeg ud af, at det ikke var nok.”

Peter Vuust søgte derfor et legat fra Kulturministeriet til forskningsarbejde i ”polyrytmerne” i Miles Davis’ musik, som han skrev en bog på baggrund af. Derefter fik han tilbudt to ph.d.-stillinger. Én på Institut for Musikvidenskab på Aarhus Universitet og én på Institut for Klinisk Medicin – også på Aarhus Universitet.

”Jeg tænkte ’wow, det er nok det mest skræmmende’, for jeg kendte intet til hjernen og det medicinske miljø med folk i hvide kitler. Så det var jeg simpelthen nødt til at finde ud af hvad var. Også fordi jeg ikke kunne se, hvordan man kunne komme videre med de sociologiske forklaringer af musikkens betydning. Neurovidenskaben havde nogle helt nye redskaber”, forklarer han på spørgsmålet om, hvorfor han gik den neurovidenskabelige vej i sin søgen efter at blive klogere på musikken.

Ultimativ frihed ved at gå på begge ben
Og Peter Vuust har indset, at hans ”skizofreni” omkring, hvilket ben han skal gå på - det akademiske eller praktiske musikalske - ikke bliver kureret med årene.

”Jeg bliver ved med at være lige interesseret i begge dele. Så jeg kan ikke sige til mig selv, at nu vil jeg kun spille musik, eller nu vil jeg kun forske”, siger han.

Men alligevel er meget faldet på plads for hjerneforskeren, der som leder af Center for Music in the Brain i dag formår at forene begge sider.

”Jeg tænker på det som to tog, der har kørt på forskellige strækninger og pludselig krydsede”, siger han.

Og for hjerneforskeren bliver det med tiden mere og mere tydeligt, hvordan hans praktiske og musikteoretiske erfaring gavner ham i forskningen på centret, fordi han har en intuitiv fornemmelse af, hvad der virker på forsøgspersonerne, forklarer han.  

Desuden skaber det ifølge ham selv ”en ultimativ frihed” både at dyrke det akademiske og det praktisk musikalske, da det tager noget af presset fra hvert felt.

”Det hænger selvfølgelig også sammen med en modenhed, men da jeg var 25 år tænkte jeg meget mere over, om folk nu også syntes, jeg spillede på den rigtige måde. Men i og med, at jeg har haft så meget succes med min hjerneforskning, så har det taget meget af presset af at spille musik”, siger han. 

Og ifølge Peter Vuust strækker forskningen på centret sig længere end til konkret at afdække, hvordan musik virker på hjernen, hvilket han også håber, at bogen kan åbne folks øjne for. For ifølge ham kan det gøre os klogere på, hvordan hjernen fungerer, så man eksempelvis kan afhjælpe forskellige sygdomme.

”Forskning i musikkens påvirkning af hjernen giver os en mulighed for at lære noget om, hvordan hjernen fungerer. For 30 procent af de sygdomme, vi oplever i dag, har noget med hjernen at gøre. Og vi ved, at musik fx både kan hjælpe Parkinson-patienter og lindre smerte”, siger han.

”Musik på hjernen” udkom den 6. april.