"Vi har et politisk ansvar for at sikre, at der er plads til andre end DR i fremtiden", siger DF-formanden.
09.08.2017
Nyhed

DF vil afskaffe licensen og fjerne 25 procent af DR's midler

Både Socialdemokratiet og den ansvarlige minister erklærer sig klar til at diskutere Dansk Folkepartis forslag om at afskaffe licensen og fjerne 25 procent af DR's midler.

Af Tobias Dinnesen
To gange med næsten præcis et år i mellem har Dansk Folkeparti i Berlingske foreslået at fjerne 25 procent af DR's midler.

For et år siden var det et fælles debatindlæg i avisens spalter, som skabte fornyet debat om DR's finansieringsgrundlag, mens det i år er i et stort opslået interview med partiformand Kristian Thulesen Dahl, at forslaget lanceres.

Denne gang går partiet endda skridtet videre og foreslår helt at afskaffe licensen, så DR ikke længere kan opkræve de penge, der finansierer dens programvirksomhed, direkte ved danskerne.

I stedet skal DR's finansiering flyttes over på finansloven og i samme ombæring barberes med 25 procent, siger Kristian Thulesen Dahl i interviewet og forklarer, at det i samme ombæring vil medføre en skattelettelse for alle danskerne.

"Det er vigtigt for os, at vi har et mangfoldigt medielandskab, hvor der er konkurrence og flere forskellige aktører, der byder sig til over for danskerne. Hovedproblemet i medielandskabet i dag er, at det i stigende grad bliver domineret af én spiller, nemlig DR, mens andre bliver trængt", forklarer Kristian Thulesen Dahl til Berlingske.

Kulturminister: DR er blevet for stort og fylder for meget

En stor del af Dansk Folkepartis argumentation bygger på, at DR med sin nuværende størrelse trænger private aktører ud af mediemarkedet, og at man ved at skære dybt i DR's midler tvinger ledelsen til at prioritere og skabe et "mere fokuseret" DR.

Blandt andet betyder det, hvis det står til DF-formanden, at DR i højere grad skal producere de ting, andre ikke vil lave, "men som vi gerne vil have produceret", og at den selvstændige nyhedsproduktion på DR vil foregå på en noget mindre skala end i dag, siger han til Berlingske.

Og selv om kulturminister Mette Bock (LA) ikke vil lægge sig fast på en bestemt model, kalder hun DF-forslaget både "inspirerende" og "spændende", men hun vil dog ikke begynde forhandlingerne allerede i dette efterår. I stedet vil hun kigge på det hele samlet frem mod det nye medieforlig, som skal gælde på den anden side af 2018, forklarer hun.

"Der er ingen tvivl om, at DR er blevet for stort og fylder for meget i mediebilledet", siger hun og kommer dermed diskussionen i møde.

Også Socialdemokratiet er ifølge kulturordfører Mogens Jensen klar til at diskutere alt fra alternativer til licensen til de økonomiske rammer for DR i de kommende medieforhandlinger.