Både Camilla Mai Rasmussen og Silas Marker oplever, at det kan være svært at forklare andre uden for studiet, hvad de beskæftiger sig med, da deres fag er så “nicheprægede”.
07.08.2017
Artikel

Fordomsbesøg: Scient. i humanistland

Magisterbladet har ladet en humaniorastuderende og en scient.-studerende besøge hinandens studier for at teste deres fordomme. På fordomsbesøg nummer to besøger den scient.-studerende humanisten.

Af Louise Egholm Burcharth

Lige fra start har den 21-årige Camilla Mai Rasmussen molekylær biomedicin-studerende ikke lagt skjul på sine fordomme over for humanister. Fem minutter efter, at jeg efterlyste scient.-studerende i Facebookgruppen for molekylær biomedicin, skriver hun til mig:

“Jeg har altid gået i et miljø, der “stigmatiserede” humanister. Jeg gik på htx, før jeg startede på molekylær biomedicin, og stort set alle i min omgangskreds læser enten natur- eller sundhedsvidenskab eller noget merkantilt. Der er altid den konsensus iblandt os, at vi skal “se ned på”, hvad humanisterne laver, at de er “uddannet til arbejdsløshed” og alt det der”.

Nu er Camilla Mai Rasmussen på besøg hos Silas Marker, der læser filosofi på tredje år på Københavns Universitet. Formålet er at udfordre og teste hendes fordomme.

Filosofistudiet holder til på KUA, der er campus for de humanistiske uddannelser på Københavns Universitet og ligger på Amager. Og Camilla Mai Rasmussen er der lige på slaget. Hun sidder på en bænk foran hovedbygningen med det krøllede, brune hår udslået og de sorte, firkantede briller på næseryggen.

I  Magisterbladet nr. 5 var det Silas Marker, som var på besøg hos Camilla Mai Rasmussen på Nørre Campus, der er hjemsted for mange af de natur- og biovidenskabelige studier på Københavns Universitet. Denne gang er Silas Marker vært for scient.en, og han dukker op kort efter. De hilser på hinanden som to bekendte med et “hej” og et nik.

LÆS OGSÅ: Humanist i Scient.-land

Kaffe, E. coli-bakterier og Sartre
Vi varmer op med en kop kaffe i kantinen.

“Nu må vi håbe, at der ikke er E. coli-bakterier ud over det hele”, siger Camilla Mai Rasmussen, der har været i laboratoriet om formiddagen, og griner, da hun rækker mig låget til kaffen.

Da vi ankommer til forelæsningslokalet, spørger flere nysgerrigt ind til, hvem Silas Marker har med på slæb, og kaster et blik på Camilla Mai Rasmussen og mig.

Den 22-årige filosofistuderende forklarer “fordomsbesøget” og præsenterer Camilla Mai Rasmussen for den ene af de spørgende. Han lægger hovedet lidt på skrå, mens han med et overbærende blik kigger på hende og udbryder: “Jeg kondolerer”, efter at han har hørt, hvad hun læser.

Camilla Mai Rasmussen slår et stort grin op, mens Silas Marker ser skyldbetynget ud.

Vi skal til forelæsning i “eksistensfilosofi og fænomenologi”, der i dag tager udgangspunkt i et kapitel i den franske filosof Jean-Paul Sartres værk “Væren og intet”. Et kapitel om “blikket”, forklarer Silas Marker.

Forelæseren går frem og tilbage med afdæmpet stemme og skifter mellem at læse tekstbidder op af kapitlet, spørge ind til det og servere sin egen tolkning af det.

“Én af Sartres pointer er, at den anden ikke er over for mig, men ved siden af mig. For at få en forståelse for, at den anden ikke er en konkret anden, så kræver det en anden forståelse end Heideggers forståelse af intersubjektivitet”, siger forelæseren, mens Camilla Mai Rasmussen sidder ubevægeligt med benene over kors og et koncentreret blik rettet mod ham.

I pausen udbryder hun: “Det er sjovt, for skrivestilen er utroligt litterær, i forhold til hvad jeg er vant til”. Hun hiver én af sine egne bøger frem og begynder at læse en passage op.

Bagefter viser hun mig fnisende en sms fra sin studiekammerat, som hun har fortalt om “jeg kondolerer”-episoden.

“Du kan jo så passende sige til ham, at du kondolerer for hans ikkeeksisterende jobmuligheder”, står der.

Ingen profit i Platon
“Puha, shots fired”, siger Silas Marker og smiler skævt, da Camilla Mai Rasmussen efter forelæsningen grinende fortæller om sms’en fra sin ven.

“And it burns”, svarer hun.

Det leder hende over til sit første spørgsmål:

“Hvordan er det at vide, at der findes den her stereotyp om, at I bare uddannes til arbejdsløshed og slacker på dagpengesystemet?” spørger hun Silas Marker, der tænker sig om i nogle sekunder, inden han svarer:

“Vi gør det lidt til en joke og griner ad os selv og de fordomme, der er om os. Men det er da ærgerligt, hvis der reelt eksisterer fordomme om, at man ikke kan bruge humaniora til noget”.

“Men er det noget, I møder i hverdagen? Fx hvis du går i byen, og folk spørger om, hvad du laver?” spørger den scient.-studerende.

“Jeg bliver tit spurgt om, hvad jeg kan bruge det til. Så det er jo lidt underforstået, at man ikke kan bruge det til noget. Og der har man så en lille kommunikationsopgave i at forklare det, for der er ikke bare ét svar”, siger han. 

Hvad tænker du om den undersøgelse, der kom frem tidligere på året, hvor dimittender fra humaniora havde sværest ved at se, hvordan de kan bruge deres uddannelser på arbejdsmarkedet?

“Jeg er ret skeptisk i forhold til, at uddannelser bare skal rette sig ind efter arbejdsmarkedet. Arbejdsmarkedet er bygget op omkring at skabe profit for en arbejdsgiver, og det kan man ikke nødvendigvis bruge Platon til. Men i mine øjne er der meget andet ved humaniora, der har værdi i sig selv uafhængigt af arbejdsmarkedet. Fx almen dannelse og kritisk tænkning”, siger han og snakker lidt hurtigere, mens en forbipasserende klimprer på flygelet i hallen, hvor vi sidder.

Camilla Mai Rasmussen nikker og lufter sin næste fordom:

“Jeg synes generelt, at I humanister godt kan virke lidt højrøvede. For I bruger sådan nogle store ord og slynger om jer med begreber i hverdagssammenhænge. Hvor vi scient.-typer gemmer vores fagsprog til vores egen lille niche. Og det tror jeg også er én af grundene til, at vi ser så meget ned på humanister. Det føles, som om I ser ned på os. Og det tror jeg er svært at slippe af med, fordi sprogbarrieren er der”.

Det er jo interessant, om det hænger sammen med, at man på filosofi mere beskæftiger sig med hverdagsfænomener. Hvor du giver udtryk for, at det er svært at snakke med andre mennesker om dit studium, hvis ikke de er inde i stoffet, Camilla?
“Ja, jeg har det jo sådan, at hvis jeg har haft en forelæsning om noget spændende på studiet og kommer hjem til mine forældre, så siger min mor altid: “Camilla, jeg hører ikke efter, for jeg forstår dig ikke”. Så jeg kan ikke dele det område, som jeg er klog på, med folk, der ikke er inde i det”, siger hun.

Silas Marker svarer prompte:

“Jeg har haft præcis den samme oplevelse, nok bare i lidt mindre grad. Det føles i hvert fald, som om jeg kun kan forklare en brøkdel af, hvad jeg laver, for der er en masse mellemregninger, som folk falder i søvn over at høre – ligesom din mor. Jeg kan dårligt tale om andet end konklusionerne – nogle gange ikke engang dem”.

Camilla Mai Rasmussen nikker.

“Jeg skal gå virkelig langt væk fra konklusionerne, for at folk forstår det. Og det er svært, for man prøver tit at snakke sammen, men jo længere man kommer ind i sin egen niche, des sværere får vi ved at snakke sammen. Og det er jo også én af grundene til, at der er de her fordomme”.

Så I har faktisk meget samme oplevelse?
“Ja, det tror jeg, mange akademikere har”, siger Silas Marker, mens Camilla Mai Rasmussen nikker.

Da jeg bagefter spørger den scient.-studerende, om hun efter besøget og snakken med Silas Marker stadig synes, at humanister virker højrøvede, lader hun til at have blødt op:

“Det er jo nok gået op for mig, at de ikke prøver at lyde kloge. Det er jo bare deres fagsprog, så det er ikke, fordi jeg skal føle mig dum”, siger hun og griner lidt ad sig selv.

Er der noget, der har overrasket dig?
“Det kom bag på mig, at jeg fandt forelæsningen så interessant. Men diskussionen om, hvornår noget er et subjekt og et objekt, er jo også meget interessant, i forhold til hvordan man behandler dyr. Om man opfatter dem som subjekter eller objekter, og det er jo sådan nogle overvejelser, jeg ellers aldrig ville gøre mig”, siger hun og udbryder:

“Men det er altså virkelig sjovt, at jeg tænker: “Hvem fanden læser filosofi”, mens de tænker: “Hvem fanden læser molekylær biomedicin””.