Regeringen vil nedsætte et iværksætterpanel, der skal give gode råd til, hvordan Danmark får skabt flere større virksomheder, fortæller Brian Mikkelsen.
16.02.2017
Nyhed

3 skarpe til erhvervsministeren

Flere robotter og kunstig intelligens på det danske arbejdsmarked skal ikke føre til, at vi mister arbejdspladser. Tværtimod, siger erhvervsminister Brian Mikkelsen (K).

Af Martin Ejlertsen

Forskere ved Oxford University har vurderet, at der inden for 20 år er risiko for, at 47 procent af alle amerikanske job og 54 procent af jobbene i Europa forsvinder som følge af automatiseringen. Hvor mange danske job forsvinder?
“Undersøgelser fra bl.a. Dansk Metal viser, at automatisering giver både stigende produktivitet, flere ordrer og flere job i de virksomheder, der har taget automatiseringen til sig, sammenlignet med dem, der ikke har”.

Vurderer ministeren, at industrialisering 4.0 vil være positivt eller negativt?

“Med digitaliseringen får vi i højere grad job, der har en højere produktivitetsgrad, og som dermed er med til at gøre os alle sammen rigere. Ligeledes mindskes nedslidningen, og der bliver mulighed for at bruge arbejdstiden anderledes og bedre, så hjemmehjælperen fx får tid til at drage omsorg for den ældre frem for at bruge al sin tid på praktiske gøremål som rengøring osv.”.

Har du den samme målsætning som din forgænger om at skabe 32 virksomheder med over 1.000 ansatte inden 2020?

“Regeringen har ikke et specifikt mål om det, men andelen af vækstvirksomheder i Danmark ligger under lande som Sverige og Tyskland. Derfor nedsætter regeringen et iværksætterpanel, der først og fremmest skal komme med forslag til, hvordan flere nye virksomheder kan tage de næste skridt og vokse sig store. Panelet skal blandt andet inddrage de gode svenske erfaringer med at skabe nye vækstvirksomheder”.