Truslen om, at fx robotter og kinesere vil stjæle de danske arbejdspladser, fylder meget i den offentlige debat. Men problemer er på mange måder også demokratiets berettigelse, forklarer Sine Nørholm Just. Illustration: Sune Ehlers.
14.02.2017
Nyhed

Hvorfor skal vi være bange, når det egentlig går godt?

Danmark har en sund økonomi, og vi er bedre stillet end de fleste andre lande i verden. Så hvorfor er den offentlige dagsorden fyldt med historier om kinesere og robotter, som tager vores job?

Af Troels Kølln

Fire stearinlys brændte roligt i baggrunden og gav i kombination med et guldindrammet oliemaleri en både distingveret og intim ramme for nytårstalen. Klædt i rødt slips, hvid skjorte og åben habitjakke kiggede Lars Løkke Rasmussen ind i kameraet og leverede årets første budskab.

“Vi skal have det bedste ud af gode tider”.

Statsministeren talte om nødvendigheden af nedskæringer. For selv om “vi er helt ude af den økonomiske krise”, er vi stadig nødt til at sænke SU’en, hæve pensionsalderen, skære i kontanthjælpen og bruge færre penge på asylcentre. Det er det eneste ansvarlige, forklarede han. Pengene skal stemme.

Så rynkede Lars Løkke sine bryn, lagde hovedet en anelse på skrå og knyttede hånden.

“Vi skal handle i tide. Man kan godt lukke øjnene for udfordringerne for en stund, det kan man godt. Men når man åbner dem igen, så er problemerne der endnu, ja, de er kun blevet større”, sagde han.

Lars Løkke Rasmussens nytårstale er et godt eksempel på en modsætning, der karakteriserer den offentlige politiske debat: Uanset hvor godt det går med dansk økonomi, ligger fokus på bekymringerne for fremtiden. Først var det kineserne og inderne, der ville tage vores job via globaliseringen, og nu er det robotterne og automatiseringen, som kommer i en såkaldt fjerde industriel revolution, der vil vende op og ned på alt og fjerne mindst 800.000 danske job.

I 2012 advarede DR for eksempel om, at “Danmarks konkurrenceevne er i frit fald”. To år senere var “730.000 job truet af robotter og ny teknik” ifølge Berlingske Tidende, mens Politiken skrev, at “Fremtiden ser sort ud for dansk økonomi”. Det så ikke meget bedre ud i 2016, hvor DR vurderede, at “Trump-sejr vil koste 10.000 danske arbejdspladser”.

“Risici og usikkerheder i både samfundets og den konkrete borgers fremtid er kommet højere på dagsordenen i de senere år – uanset om det er arbejdsløshed eller klimaforandringer, vi taler om”, siger professor i retorik Sine Nørholm Just.

LÆS OGSÅ: Det skal vi være bange for ...

Og det er der en god grund til, for sortsynet er med til at holde befolkningen på tæerne, siger professor Henrik ­Kaare Nielsen, der forsker i politisk kultur ved Aarhus Universitet.

“Der er i den politiske diskurs et stærkt incitament til ikke at udsende signaler om, at vi kan slappe af. For vi kan altid gøre det bedre, og vi er altid nødt til at ruste os mod, at der kommer nogen udefra og tager vores velfærd”.

Sådan må det være i det, der er blevet døbt konkurrencestaten, mener han. Vi er altid i konkurrence med resten af jordens lande og føler os derfor evigt nødsaget til at optimere og udvide økonomien. Det er en tænkning, som erhvervslivet og de offentlige systemer er bygget op til at følge og styrke, siger Henrik Kaare Nielsen:

“Vi skal klare os bedre end alle andre, altid, på alle parametre, som økonomisk kan måles og sammenlignes med omverdenen. Det er et scenarie, hvor du ikke kan glæde dig over, at det går godt i øjeblikket – for i morgen er der nye problemer. Og vi er altid under pres udefra, så enhver tænkelig ressource skal mobiliseres. Og det skal være lige nu og nu og NU!”

De fleste økonomer er ellers enige om, at dansk økonomi er sund og har været det i flere år. Arbejdsløsheden er faldet til bare 4,2 procent, lønningerne stiger. Den seneste prognose fra Danske Bank lyder, at Danmarks bruttonationalprodukt vil vokse med 1,5 procent i år og 1,8 procent næste år – en rimelig fremgang for et allerede velstående land.

Analysen viser også noget andet interessant: Fra og med 2013 har dansk økonomi præsteret bedre, end regeringen forventede. Med andre ord: Det går bedre end det, vores politikere siger og lovgiver efter.

En militær debat
Konkurrencestatstankegangen har udmøntet sig i det, der er blevet kaldt nødvendighedens politik. En måde at finde begrundelser for politik i økonomiske og matematiske modeller snarere end ideologi. Ingen personificerer den politiske forståelse bedre end daværende finansminister Bjarne Cory­don, som i 2013 fortalte det klart og tydeligt til Berlingske Tidende: “Det, der ikke er til forhandling, er ansvarlighed. Der skal være styr på den økonomiske politik”.

Underforstået: Konkurrenceevnen kommer først. Så må vi kigge på det andet senere. Eller som Margrethe Vestager sagde om konsekvenserne af dagpengereformen: “Sådan er det jo”.

Der er også en anden måde at se det på: Den offentlige samtale er som et militært landskab, og debattørerne er taktikere, der skal optimere deres chancer for succesfulde angreb. Derfor er det nødvendigt altid at fokusere på de farer, der er på færde.

“Den offentlige diskussion er blevet genmilitariseret de sidste 20 år, og i en militær tænkning er det nødvendigt at se fremtiden som potentielt farlig. En hær skal altid tænke i worst case scenarios, og det er det samme, vi ser i debatten i dag”, siger Karen Lisa Salamon, lektor i antropologi på Københavns Universitet.

Den offentlige debat – som den bliver skabt af medierne, politikerne, private organisationer, den offentlige administration og forskningen – minder mere og mere om den måde, man talte om krig på for 300-400 år siden, mener hun.

“Vi taler om handel og økonomi, på samme måde som vi gjorde det, dengang man havde handelsflåder og pirateri og kolonisering. Det er en offentlig samtale, hvor vi til enhver tid er beredte på at nedkæmpe fjenderne økonomisk – hvad end det er kineserne eller robotterne. For hvis vi bare ét øjeblik lægger os til at hvile lidt for lunt, så kommer de!” siger Karen Lisa Salamon.

LÆS OGSÅ: ... Selv om det går rigtig godt

Problemer er demokratiets berettigelse
Men vi skal slet ikke være så kede af, at der er fokus på bekymringer og problemer. For uden problemer er der intet demokrati, siger Sine Nørholm Just, der forsker i retorik og offentlig meningsdannelse på CBS.

“Det at sætte spørgsmålstegn ved tingenes tilstand er en forudsætning for en demokratisk samtale. Hvis ikke vi satte fokus på problemerne, var der ikke brug for politiske løsninger. Så ville der være total enighed i den offentlige debat, og i praksis ser sådan en verden ret nordkoreansk ud”.

Problemerne undgår vi altså ikke i den offentlige debat – hvor godt det så end måtte gå for dansk økonomi. Spørgsmålet er imidlertid, om debatten er for negativ. Som Sine Nørholm Just siger, kan man præsentere problemerne “mere eller mindre redeligt og mere eller mindre i overensstemmelse med fakta”.

“Politik er at rådslå om fremtiden, og derfor er der per definition forskellige handlemuligheder at vælge imellem. Men hvis man alligevel kan lykkes med at fremføre sit synspunkt som den eneste mulige vej frem – at overbevise tilhørerne om, at det ikke er et valg, men en nødvendighed at gøre sådan – så har man flyttet sit synspunkt ud fra den politiske arena”, siger Sine Nørholm Just.

“Ved at sige: “Sådan er det bare, og sådan gør vi bare” kan man undgå at argumentere for sin sag, og når det virker, er det et meget stærkt retorisk redskab – og meget uredeligt”.

Et skeptisk folk med faktisk frygt
Så hvad gør den frygtsomme offentlige samtale egentlig ved os, der lytter til den? Og i hvor høj grad afspejler den bekymrede snak vores faktiske opfattelse af verden?

Lad os begynde med det positive: Den offentlige debat gør os slet ikke så bekymrede, som man skulle tro, lyder det fra lektor Klaus Rasborg på RUC, hvor han forsker i frygtsamfundet.

“Folk tager ikke bare mediernes budskaber for gode varer, vel? De kan godt tænke selv. Og det, de tænker, er: Klap nu lige hesten”, siger Klaus Rasborg.

Et godt eksempel er de utallige historier om, at maskinerne vil stjæle vores job. Det imponerer tilsyneladende ikke det danske folk. Tvært­imod svarer seks ud af ti, at medierne skaber unødig frygt for, at robotter vil skabe arbejdsløshed, ifølge en spørgeskemaundersøgelse foretaget af Gallup for Magisterbladet i januar 2017. Det er nemlig en type historie, som ikke har nogen særlig effekt på vores bekymring, som Klaus Rasborg forklarer.

“Der sker nogle mindre udsving i befolkningens bekymring, når noget bekymrende bliver meget omtalt i medierne, men over tid stabiliserer det sig igen. Vores grundlæggende niveau af bekymring rokker sig ikke på grund af historier i medierne”.

Med andre ord: Selv om debattører taler dundersnak, bliver pessimismen ikke automatisk ført videre ved køkkenbordet derhjemme. Ser man for eksempel på arbejdsmarkedsspørgsmål isoleret set, er der en klar tendens til, at folkets bekymring følger kurven for arbejdsløshed ganske pænt, siger Klaus Rasborg. Vores bekymringer er nogenlunde proportionelle med problemernes omfang.

Men selv om bekymringerne svinger nogenlunde i takt med problemernes omfang, så er der faktisk noget, der tyder på, at vi generelt ér blevet mere utrygge de sidste 10 år. Det viser sig klart i TrygFondens tilbagevendende tryghedsmålinger: Fra 2004 til 2015 er andelen af utrygge danskere syvdoblet fra 2,6 procent af befolkningen til 17,7 procent. Det er især ufaglærte arbejdere, dagpengemodtagere og sygemeldte, der er bekymrede – for helbredet, deres personlige økonomi og jobmulighederne. Forskerne bag undersøgelsen finder forklaringen i de konkrete forringelser af velfærden, som der faktisk har været for de grupper.

Med andre ord: Trygheden følger virkeligheden, men virkeligheden er desværre den, at det kun går godt for nogle dele af samfundet. Som professor Henrik Kaare Nielsen siger: “De kortuddannede og ufaglærte er kørt ud på et sidespor. Der er en stor del af den danske arbejdsstyrke, som i løbet af en relativt kort årrække har mistet det fremtidsperspektiv, de har været vant til at have”.

Desuden hænger utrygheden måske sammen med det faktum, at vi har fået mere at miste, mener antropolog Karen Lisa Salamon:

“I lange perioder af historien har folket kendt deres stand – og har været uden håb om at kunne rykke ud af den stand. Hvis du var arbejder, var du arbejder. Sådan var det bare. Men med velfærdsudviklingen efter anden verdenskrig er vi ikke bare blevet rigere. Vi har også fået muligheden for, på papiret, at gøre næsten lige det, vi ønsker med vores tilværelse – med det perspektiv at vi nu har meget mere at miste”.

Zygmunt Bauman, den nyligt afdøde polske sociolog, så frygt og bekymring som en kronisk tilstand i det moderne samfund. Han talte om flydende frygt, en grundfølelse af utryghed, der kommer til udtryk i forskellige konkrete syndebukke: indvandrere, robotter, naturkatastrofer og terror. Det er et resultat af en verden, hvor intet er fast og alt omskifteligt.

“I en verden, hvor intet er til at stole på, fungerer tydelige farer som lynafledere for vores utryghed”, forklarer frygtforsker Klaus Rasborg.

Derfor vinder det genklang hos lytterne, når politikerne taler om faren for højere arbejdsløshed og manglende konkurrenceevne. Vi ér faktisk bange og har brug for enkle forklaringer at fokusere på. I det lys giver den bekymringsfokuserede debat god mening. Politikere, organisationer og meningsdannere siger måske bare det, der fylder i vores hverdag.

Væn dig til det
I sidste ende betyder det ikke så meget, hvorfor problemer og frygten for fremtiden er så meget i fokus i den offentlige debat. Hvad end det sker som følge af politisk strategi, en militærlignende konkurrencestat, grundlæggende angst i befolkningen eller som demokratisk grundvilkår, så er én ting klar. Vi kan godt vænne os til flere nytårstaler, hvor vi bliver mindet om, at det er tid til at stramme os an – uanset hvor godt det så går med økonomien.

Fremtidige statsministre kan med fordel finde nytårstalen fra 1. januar 2014 frem. Dengang henvendte en rødklædt Helle Thorning-Schmidt sig til folket med fire stearinlys i baggrunden og de vigtigste politiske budskaber skrevet ned på papiret foran hende.

“Kære danskere. Det er begyndt at gå fremad igen”, sagde hun og smilte. Så rettede hun ryggen.

“Men det betyder ikke, at vi kan læne os tilbage. Krisen har lært os, at vi skal gøre vores bedste hver dag. Kun på den måde kan vi holde fast i vores tryghed”.  

LÆS OGSÅ: Det skal vi være bange for ...
LÆS OGSÅ: ... Selv om det går rigtig godt