19.05.2017
Nyhed

Nyt dagpengesystem for selvstændige

En ny politisk aftale om et nyt dagpengesystem for selvstændige og atypisk beskæftigede sidestiller selvstændige med lønmodtagere. Men antallet af uger med dagpenge for selvstændige mere end halveres, og det forringer muligheden for succes, pointerer magistrenes formand.

Af Martin Ejlertsen
Der skal skabes større ligestilling mellem selvstændige og såkaldt atypiske ansatte med lønmodtagere på det danske arbejdsmarked. Det forsøger regeringen nu at imødekomme med et nyt dagpengesystem.

Sammen med Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti har regeringen torsdag indgået en aftale, som tager afsæt i de anbefalinger, som arbejdsgruppen for selvstændige i dagpengesystemet er kommet med, og hvor arbejdsmarkedets parter har deltaget.

Reglerne for selvstændige og atypisk beskæftigede bliver med aftalen ifølge Beskæftigelsesministeriet i højere grad harmoniseret med reglerne for lønmodtagere, som de samme partier indgik aftale om i oktober 2015. Det skaber bedre mulighed for, at alle får det samme grundlæggende sikkerhedsnet uanset om de arbejder som lønmodtagere på korttidskontrakter, freelancere, selvstændige eller som kombinatører.

Reglerne lettere at gennemskue
Aftalen skal desuden gøre det lettere for selvstændige og atypisk beskæftigede at gennemskue, om de er berettiget til dagpenge eller ej. Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) pointerer, at vi går en fremtid i møde, hvor fleksibilitet er nøgleordet, hvis vi skal gribe de nye muligheder, der udspringer af den teknologiske udvikling. Mange vil blive beskæftiget på nye måder, fordi det kan give større fleksibilitet, men også flere muligheder i arbejdslivet.

"Derfor er det helt afgørende, at vores dagpengesystem kan favne det. Alle skal have tryghed, hvis de mister deres job – uanset hvordan de er beskæftiget. Med aftalen i dag har vi taget et vigtigt skridt til at ruste os til fremtidens arbejdsmarked", udtaler beskæftigelsesministeren i en pressemeddelelse om den nye dagpengeaftale.

Flere tør tage springet
Formand for Dansk Magisterforening Camilla Gregersen mener, at det er godt, der nu er bred politisk enighed om at sidestille selvstændige og andre beskæftigelsesformer med lønmodtagere. Det kan ifølge hende betyde, at flere tør tage springet og starte selvstændig virksomhed, og at nye forretningsideer kan blomstre.

"Nu får vi omsider et dagpengesystem, der passer til de forskellige beskæftigelsesformer, der findes i dag. Vi gør op med et forældet dagpengesystem, hvor man enten var lønmodtager eller selvstændig, og hvor den sidstnævnte ofte var ringere stillet. Vi får kort sagt et dagpengesystem, der passer til det 21. århundrede", siger Camilla Gregersen.

Dagpengesystemet har ikke været et sikkerhedsnet
Magisterbladet har tidligere gennemgået en række sager, hvor folk kom i klemme i dagpengesystemet pga,. af de daværende dagpengeregler. Tilbage i 2015 fortalte bl.a. kombinatør Jannie Holm Andersen, hvordan hun havde svært ved at begå sig i de daværende dagpengereglerne. 

Kombinatører har nemlig haft det vanskeligt med at passe ind i de hidtidige dagpengeregler. Reglerne betød, at dagpengene kun kunne beregnes ud fra enten lønmodtagerindtægten eller ud fra indtjeningen i den selvstændiges virksomhed. For enten var man lønmodtager, eller også var man ikke. De to beløb kunne ikke lægges sammen.

Skal dagpengene beregnes ud fra de fakturaer, Jannie Holm Andersen udskrev i sit firma, så skulle arbejdstiden løbe op i mindst 30 timer ugentligt, og det gjorde den ikke.

For Jannie Holm Andersen var konsekvensen a-kassereglerne, at hun, til trods for at hun i gennemsnit arbejdede mere end fuld tid, ikke kunne blive fuldtidsforsikret. Det fandt hun provokerende og problematisk. Som hun fortalte:

"Jeg opfatter ikke dagpengesystemet som mit sikkerhedsnet. Tværtimod, det har skabt det ene bureaukratiske benspænd for mig efter det andet. Jeg vil jo helst være helt fri for at være inde i systemet, men da jeg lige startede op, oplevede jeg fx enkelte perioder, der var så stille, at jeg havde glæde af at få supplerende dagpenge. Det er ikke en indtægt, jeg kalkulerer med, og jeg er på ingen måde typen, der malker systemet eller misbruger mine privilegier. Jeg vil bare gerne kunne forsikre mig på de samme betingelser som almindelige lønmodtagere", sagde Jannie Holm Andersen i 2015 til Magisterbladet.  

Opgør med forskelsbehandling
Den nye aftale er et opgør med den hidtidige forskelsbehandling mellem selvstændige og lønmodtagere, fortæller Karsten Mølgaard Jensen til Berlingske.

Han er administrerende direktør for Ase, der med cirka 70.000 erhvervsdrivende som medlemmer er landets største a-kasse og forening for selvstændige.

"Dagpengesystemet bliver i højere grad nu for alle, uanset om de er lønmodtagere, freelancere eller selvstændige", siger Karsten Mølgaard Jensen.

Han mener, at det kan få stor betydning for de idérige danskere, der har hidtil har holdt sig tilbage fra at blive selvstændige.

"Netop udsigten til en økonomisk usikker fremtid er største barriere for idérige danskere, der overvejer at kvitte lønmodtagerjobbet og starte egen virksomhed", siger Karsten Mølgaard Jensen.

Dagpengeperiode halveres
Magistrenes formand Camilla Gregersen mener, at der er flere fornuftige elementer i aftalen. Fremover kan man fx lovligt arbejde på selvstændig bibeskæftigelse i dagtimerne, og man må drive en virksomhed som bibeskæftigelse med henblik på at leve af det på sigt.

"Det er vigtige forbedringer, vi har arbejdet hårdt for, og som vil øge incitamentet til, at flere kaster sig ud i en tilværelse som selvstændig", siger Camilla Gregersen, som dog også ser udfordringer med aftalen.

"En udfordring er, at antallet af uger, hvor man kan modtage dagpenge ved selvstændig bibeskæftigelse, som udgangspunkt bliver forkortet fra 78 til 30 uger. Det vil i modsætning til de generelle takter i aftalen desværre forringe muligheden for nogle iværksættere for at blive en succes", siger Camilla Gregersen.