Selvom jeg har en dagsorden, er det lige så vigtigt for mig at forstå, hvilke andre dagsordner, der er vigtige. Ja, det er faktisk altafgørende, siger Karina Svanborg.
14.03.2017
Nyhed

Energi-antropologen

Karina Svanborg er antropolog og arbejder for at opfylde målsætningen om et CO2-neutralt Aarhus i 2030. Det kræver gode overtalelsesevner, for det meste af CO2 udledningen ligger uden for kommunens direkte indflydelsessfære.

Af Thomas Bøttcher

Byrådet i Aarhus Kommune besluttede i 2008, at Aarhus skal være CO2-neutral i 2030. En ambitiøs målsætning, som kommunens Klimasekretariatet er sat til at facilitere.

Antropolog Karina Svanborg har siden 2015 været ansat som projektleder i Klimasekretariatet og skal være med til at indfri målsætningen.

”At skabe grøn omstilling i en by kræver involvering af hele samfundet. Det er vigtigt at få skabt et fællesskab omkring det, for størstedelen af CO2-udledningen ligger uden for kommunens direkte indflydelse. Så vi har nogle mål, vi skal lykkes med, men vi har ikke bare nogle simple håndtag, vi kan dreje på. Vi skal have andre til det”, siger Karina Svanborg.

Det gælder såvel udadtil, hvor kommunen ikke bestemmer, hvilke biler borgerne skal køre i, eller hvilke energikilder de skal bruge. Men også når det gælder Aarhus Kommune som ”virksomhed”, har Klimasekretariatet begrænset magt. I stedet for handler det om at opbygge relationer.

”Vi har selvfølgelig en del projekter, der retter sig ud mod virksomhederne og borgerne, men min primære rolle er faktisk at være den, der internt i kommunerne går rundt og finder ud af, hvordan vi får andre motiveret til at tage del i det her”.

Siloer skal udfordres
”Der er mange der spørger mig, hvad antropologi har med CO2 at gøre, men faktisk er de kompetencer, jeg kommer med, ekstremt oplagte, fordi vi kun kan lykkes, hvis vi skaber bred mobilisering. Og det indebærer, at man forholder sig til og tager stilling til de mange komplekse sammenhænge og forskelligrettede dagsordner, der er på spil rundt omkring i kommunens afdelinger og forvaltninger”, siger Karina Svanborg.

Hun kommer med et eksempel: For Klimasekretariatet ville det måske give god mening, hvis 100 benzinbiler blev udskiftet med elbiler. Men et andet sted i kommunen, hvor man arbejder med mobilitet, vil man hellere arbejde for at nedbringe antallet af biler i det hele taget.

”Så selvom jeg har en dagsorden, er det lige så vigtigt at forstå, hvilke andre dagsordner, der er vigtige.  Ja det er faktisk altafgørende. Og her synes jeg den antropologiske baggrund er en kæmpe hjælp, fordi jeg er god til at være opsøgende i forhold til andres behov i et projekt”, siger Karina Svanborg.    

Faktisk, mener hun, er den tænkning hun repræsenterer og er trænet i lig den erkendelse, der i disse år spreder sig i den offentlige sektor: At siloerne skal udfordres, at man kommer længere ved at arbejde på tværs og skabe i fællesskab.

Klimasekretariatet har fx fået det princip, at man kun laver projekter, hvis andre interne eller eksterne partnere deltager i dem. Det gælder fx de mere end 40 virksomheder, som kommunen har indgået klimapartnerskaber med.

”Du kan også kalde det samskabelse. Pointen er, at vi ikke kommer og siger til folk: Det bør I arbejde med. Vi er åbne overfor andre dagsordener, og det betyder faktisk ofte, at vi må tilpasse vores fokus i et projekt, så flere kan se sig selv i det”.

Hvordan bruger du så din antropologiske tilgang?
”Jeg kommer ikke med en masse antagelser om, hvad folk mener om det ene eller det andet.  I stedet for prøver jeg at forstå, hvad andre har på spil i deres opgave, fordi klima ofte er et slags vedhæng til noget andet. Så selvom du kan sige, at jeg formelt er projektleder, så handler utrolig meget af det om relationsopbygning og om at finde ud af, hvor det er, vi kan samarbejde”, siger Karina Svanborg.

Når regneark kommer til kort
Karina Svanborg er antropolog, men også mere end det. Hendes formelle titel er cand.it., og hun har arbejdet med programmering og anvendelsen af it-systemer i organisationer. Da hun blev færdig med sin uddannelse, arbejdede hun i en designvirksomhed. Senere blev hun ansat som energiantropolog i Teknologisk Institut.

”I energibranchen handler det meget om Excel-regneark, så i stedet for prøvede vi at tale om energiantropologi. Vi undersøgte blandt andet, hvorfor folk i landsbyer ikke udskifter deres oliefyr, når alle siger, at varmepumper er bedre”.
Undersøgelsen var klassisk antropologi og førte til en overraskende opdagelse. Ved at tale med folk, fandt Karina Svanborg ud af, at folk i landsbyer er vant til at klare sig selv. Og et oliefyr kan man pille ved, det kan man ikke med en varmepumpe, som er kompliceret teknologi.

”Formodningen var, at fordelen ved at udskifte var store, men sådan ser man det ikke i landsbyerne. Her vil folk selv kunne betjene deres udstyr, eventuelt med hjælp fra naboen. Så det at skulle stole på nogle, der leverer en varmepumpe, fører til et stort kontroltab. Det var en barriere, man ikke havde forestillet sig. Konklusionen må jo være, at klimaindsatsen er kompleks og så svær at løfte, at det ikke er nok med rationelle argumenter”.    

Der er dog også en mere banal forklaring på, hvorfor den tværgående klimaindsats i Aarhus Kommune er besværlig.  

”Der er en stor forståelse for, at det er det, vi skal, også ledelsesmæssigt, men udfordringen er også, at vi løber rigtig hurtigt, der er skåret ind til benet, og så kæmper man for bare at løse kerneopgaven. Så det er svært at få overskud og tid til at tænke på tværs. Og det er ekstra svært, når klimaindsatsen i bund og grund altid er knyttet op på noget andet”.

Læs DM Offentlig nr. 1.