“Jeg er sådan en coach, som jeg godt selv kunne have brugt engang”, fortæller Sanne Berglund Simonsen.
11.10.2017
Artikel

Hun giver sine mentees et skub

Igennem et år har Sanne Berglund Simonsen talt med sin mentee om ting, som man ikke engang taler med vennerne om. “En mentor skal være et søgende menneske, der samtidig tør tage et ansvar for at rykke mennesker et nyt sted hen”, siger hun.

Af Pernille Siegumfeldt

Det kan være en stor fordel at bringe forskellige fagligheder sammen, når man skal parre en mentor med en mentee. Det slår Sanne Berglund Simonsen fast som noget af det første:

“Min første mentee havde specialiseret sig inden for HR, min anden er på udkig efter et job inden for kommunikation. Selv har jeg 10 års erhvervserfaring som sikkerhedsrådgiver i skibsfarten og olieindustrien. At parløbet fungerer, skyldes netop, at vi kommer fra vidt forskellige verdener”, forklarer hun. 

Sanne Berglund Simonsen er 43 år gammel, cand.mag. i engelsk og så hurtigtsnakkende, at hun indimellem glemmer at tage luft ind. Frem til november er hun projektansat som sikkerhedsrådgiver i Dong Energy, men i dag er hun hjemme i parcelhuset i Værløse nord for København. Sønnen Gabriel på to et halvt år er i institution, og hun har en aftale lidt senere om et telefonmøde med sin nye mentee.

Opgaven er klar
“Jeg er for nylig blevet parret med en kvinde midt i 30’erne, der lige nu går til en del jobsamtaler og har brug for hjælp til at forberede sig. På grund af familiære udfordringer har hun været ude af arbejdsloopet i nogle år, så hun har store huller i cv’et. Det smitter formodentlig også af på hendes optræden til samtalerne, at hun ikke selv er helt overbevist om, at hun har noget at byde på”, forklarer Sanne Berglund Simonsen.

Opgaven for en mentor er i den situation meget klar, mener hun. For det første har de talt om, hvorfor hun fremstår som lidt af en undskyldning for sig selv, når der er så meget power i hendes ansøgninger.

“For det andet har vi diskuteret indgående, om hun skal stå ved de valg, hun har truffet, fordi hun skulle passe på sin familie. Selv har hun været tilbøjelig til at prøve at bortforklare, at hun ikke har haft snuden konstant i karrieresporet. Jeg derimod har argumenteret for, at den rette arbejdsgiver er en, der ligesom hun tænker med hjertet”, siger Sanne Berglund Simonsen.

En no bullshit-person
Sanne Berglund Simonsen er selv nordjyde og har langtfra en snorlige karriere bag sig. Hun havde flere job og tog en omvej forbi litteraturvidenskab på Københavns Universitet, før hun landede på engelsk. Som uddannet magister er hun blevet både hyret, fyret og headhuntet.

 Hun har været ansat i flere private virksomheder, de fleste år i Maersk, og udført “en hel del kedeligt sekretærarbejde”, før hun fandt ud af, at det sjoveste af alt var at arbejde med sikkerhedshåndtering i olie- og søfartsindustrien:

“Ud over at jeg har lært at trække mig op i en redningsbåd i stormvejr på åbent hav, er jeg ret vild med job, hvor jeg kan koble den akademiske tænkning med de hands on-opgaver, som fx borebisserne løser. Jeg får altid at vide, at jeg er en no bullshit-person, og det var også derfor, jeg blev opfordret til at blive mentor i DM. Hvis nogen har brug for en pitbull, så sender de mig”.

Det kan gøre en forskel
At have prøvet lidt af hvert er en fordel i mentorrollen, påpeger Sanne Berglund Simonsen.

“Jeg har selv oplevet at stå i samme situation som mine mentees. Nu er jeg et sted i mit liv, hvor jeg godt tør tage ansvar for at give råd, der kan få folks liv til at tage en drejning”, siger DM-mentoren.

Sanne Berglund Simonsen bruger cirka en time om måneden på samtaler med sin mentee. Den første mødte hun kun en enkelt gang, resten af samtalerne foregik per telefon. Nummer to går hun ture med ved Furesøs marina.

“Jeg er begyndt at tage noter efter hver samtale, så det bliver tydeligt, hvad der rykker sig fra samtale til samtale. Jeg beder også mine mentees om at “mindmappe”, så de får en bevidsthed om, hvad der betyder mest for dem i deres arbejdsliv: løn, kantinemad, opgaver eller værdier”, forklarer hun.

Hendes nuværende mentee er ikke den sidste, forsikrer Sanne Berglund Simonsen.

“Jeg er sådan en coach, som jeg godt selv kunne have brugt engang i pressede perioder af mit arbejdsliv, så jeg ved, det kan gøre en forskel. Det er en stor glæde at følge et andet menneske og se det flytte sig markant”, fastslår hun.