13.10.2017
Artikel

Hun skærer opgaverne til

Anne Gammelgaard vil ikke være personaleleder og fokuserer på det faglige. Men hvis man er faglig leder og ikke vil være chef, hvordan skal ens karriere så udvikle sig? Chefkonsulenten i Region Midtjylland er i tvivl.

Af Thomas Bøttcher

“Jeg trives rigtig godt med at være faglig leder. Så godt, at jeg ikke kan huske, hvornår jeg sidst har kedet mig”. 

Chefkonsulent Anne Gammelgaard var godt i gang med en karriere som forsker, da hun for ti år siden skiftede til den offentlige administration. Frem for at specialisere sig er hun nu den, der skal have det store overblik som faglig leder for en håndfuld AC-kolleger ved afdelingen Koncern Kvalitet i Region Midtjylland. Afdelingen står for kvalitetsudvikling af sundhedsområdet i regionen.

Anne Gammelgaard beskriver sin rolle som den, der skærer opgaverne til, før de lander på kollegernes bord.

“Jeg er med til at finde ud af, hvordan vi griber nye opgaver an. Altså få klarlagt rammerne, hvilke ressourcer vi skal trække på, hvem der skal beslutte hvad og hvornår. Dybest set handler det om at få sat en retning. Derefter kan der så være faglig ledelse af de personer, der bliver involveret i arbejdet”, siger hun.

Lige nu handler det blandt andet om at udmønte Det Nationale Kvalitetsprogram for sundhedsvæsenet, der skal gøre op med de mange proces- og registreringskrav, der har druknet hospitalerne i papirarbejde.

“Humlen er, at vi skal bevæge os væk fra at fokusere på proceskrav og i stedet for, at give rum for at klinikere lokalt kan udvikle den bedst mulige kvalitet for patienterne. Jeg har så været med til at finde ud af, hvordan vi konkret får programmet til at leve i Region Midtjylland”, siger Anne Gammelgaard. 

Faglig ledelse er, når man har serveretten
Anne Gammelgaard har ikke en liste over, hvad hendes konkrete opgaver som faglig leder formelt set er. Det vil kræve mange justeringer, mener hun, fordi rollen hele tiden udvikler sig. Hun er dog sikker på én ting: Hun er ikke personaleleder.

“Jeg vil gerne bevare et godt forhold til mine kolleger, og der skal være klare linjer om min rolle. Derfor vil jeg ikke have semipersonaleledelse, der skaber uklarhed om, hvem jeg er. For mig er faglig ledelse noget helt andet end personaleledelse”.

Hun taler i stedet for om at have “serveretten” og være “den, der flyver lidt rundt over det hele”. Det indebærer også strategisk sparring med ledelsen og at bringe viden fra forsknings- og udviklingskontorerne ind i det politiske system “på den rigtige måde”.

Men hvordan er man faglig leder for sine kolleger, når man ikke har nogen instruktionsbeføjelser?
“Over for kollegerne kan jeg jo godt foreslå noget eller lufte en vurdering. Men det er min chef, der står for at sige, hvem der gør hvad. Ofte er jeg taget i ed i forvejen”, siger Anne Gammelgaard.

“Skal jeg lykkes, er det klart, at jeg må vide, præcis hvad mit mandat består i. Det gør mig tryg ved at handle i det rum, jeg nu har fået tildelt. Og er jeg i tvivl, skal jeg selvfølgelig kunne få svar fra min leder på de ting, jeg har brug for”.

Er karrieren allerede toppet? 
Anne Gammelgaards overvejelser om “ikkeledelse” har givet anledning til en undren på et helt andet plan. 

“Det er en ting, som jeg ikke har gjort mig vildt mange overvejelser om, men alligevel. Da jeg var specialkonsulent, kunne jeg stræbe efter at blive chefkonsulent, men hvad nu? Der synes jeg, at vejen er meget mere tydelig, hvis man vælger ledelsesvejen”.

Det er en vej, der nærmest ender oppe på månen, synes hun, med skræddersyede chefnetværk, kurser og dyre coachingforløb. Men når man ikke vil være leder, hvad så?

“Jeg oplever, at jeg løfter mere og mere i min organisation. Jeg får bredere og bredere skuldre, men det er ikke klart for mig, hvad mit næste skridt kunne være karrieremæssigt. Og det gælder special- og chefkonsulenter generelt. Hvordan vil man bruge os, og hvordan vil man fastholde os? Det står ikke lysende klart for mig”.