06.10.2017
Nyhed

”Jeg kan ikke huske, at politikerne nogensinde har givet mig en positiv reform”

Torsdag den 5. oktober demonstrerede studerende og elever over hele landet mod regeringens finanslovsforslag om at give de statslige uddannelser 4,1 milliarder kroner mindre i 2021, end de havde i 2015. Magisterbladet har talt med tre af demonstranterne i København.

Af Troels Kølln

10 minutter før den officielle åbning af Uddannelsesalliancens demonstration lignede Nytorv i København mest af alt en fejlslagen ungdomsfest hos klassens mindst elskede teenager.

Fra scenen, hvorfra arrangørerne senere ville råbe ”Alle dem, som hopper, de elsker uddannelse”, pumpede bastung popmusik ud over en nærved tom plads. En mindre gruppe revolutionære marxister pakkede studiebøger ud i det ene hjørne, og et par dansende, midaldrende kvinder vred på en åben ladvogn deres kroppe i ormelignende bevægelser, som om de var kommet 30 år for sent til vognturen.

Kort før demonstrationens officielle åbning lignede det altså mest af alt en fiasko; endnu et eksempel til de voksne på, at de unge nu til dags har mistet alt engagement i samfundet.

Men så pludselig kom de: busser stuvet fulde af gymnasieelever fra hele Sjælland, pædagogstuderende i høj sang, FOA-folket. Også de universitetsstuderende fyldte alt andet lige godt op i menneskemængden. De unge mennesker væltede frem og oversvømmede pladsen. Mange holdt brune protestskilte med slogans, hvoraf de fleste var sådan rimelig tæt på at rime.

Der var de triste skilte: ”Uden SU’en får vi ikk’ huen”.
De marxistiske: ”Fuck kapitalismen. Kæmp for revolutionen”.
De grønne: ”Vi vil have økologisk skolemælk”.
De selvironiske: ”SU til bajer, som vi plejer”.
Og så dem, der nok var lidt for interne til offentlig brug: ”Rain Drop; Drop Top; Nedskæringer; er fucked up”.

Men mest af alt var det bare en massiv gruppe af studerende og elever, der stod sammen med fælles følelser af vrede og frustration over politikerne, angst og stress over fremtiden, håb og tro på at kunne ændre noget.

Det er værd at tale om, så vi hørte tre af demonstranterne, hvad de gerne vil tale om.


”Jeg kan ikke huske, at politikerne nogensinde har givet mig en positiv reform”
Kalle Kühlmann, 27 år.
Læser Historie og Politik & Administration på RUC.

”Humaniora har virkelig fået lov at holde for i alle de her nedskæringer. Det bliver jo mere og mere skrabet. Ude på RUC er halvdelen af bygningerne tomme på grund af spareøvelser. Og det er ikke kun de videregående uddannelser, der bliver ramt, det er også gymnasierne.

Det er generelt svært at være humanist i denne her tid. Man får at vide, at man er doven og uduelig, og at man skal være taknemlig for den velfærd, man får. Men jeg kan ikke huske, at politikerne nogensinde har givet mig en positiv reform. Tværtimod er de blevet ved med at tage ting.

Det er også en af grundene til, at jeg har valgt at gå helt rød fløj og været med til at oprette Marxistiske Studerende på RUC i 2010. Det er for at kæmpe for at de marxistiske og socialistiske idéer kommer tilbage på campus, i curriculum, samfundet.

I det hele taget ligger min tillid til systemet på et meget lille punkt. Politikerne meler deres kage og giver pengene til de rige. 14 milliarder fra uddannelserne tager de, og hvad bruger de dem på? Mercedesbiler og Saxo Bank. Hvad fanden er det for noget?”


”Man bliver så træt af at skulle stå her hvert eneste år. Men hvad er alternativet?”
Therese Cederberg Nielsen, 26.
Læser Internationale Udviklingsstudier og EU-studier på RUC. Medlem af bestyrelsen på RUC som repræsentant for de studerende.

”Der har været nedskæringer på uddannelsesområdet, så længe jeg har været studerende, og det er så latterligt. Man bliver så træt af at skulle stå her og protestere hvert eneste år. Men hvad er alternativet? Bare acceptere latterlige lovforslag?

Mens jeg har læst, er der blevet indført klyngevejledning til blandt andet bachelorprojekter, hvor man ikke får vejledning alene, men i store klynger. Antallet af undervisningstimer er faldet. Og så er der lukninger af hele fag.

På RUC skal vi reelt skære fire procent om året med omprioriteringsbidrag og grønthøsterbesparelserne. Det er håbløst at tro, man kan effektivisere sig ud af så voldsomme besparelser. Det får konsekvenserne for kvaliteten, og det eskalerer nu, fordi det handler om så store beløb.

Det nytter helt sikkert at dukke op til en demonstration som denne her. Det er en måde, hvor man kan møde op og vise, at man har nogle meninger, som andre så kan bringe videre til politiske forhandlinger og møder. Det er en måde at vise, at der er en kæmpestort bagland bag de studenterpolitiske foreninger.”


”Katastrofer kan ramme alle”
Mikkel Mouritzen, 25 år. 
Læser Public Management and Social Development på CBS.

”Jeg blev nødt til at udskyde mine studier, fordi min kærestes far døde. Jeg har læst en del af min uddannelse i Kina på Sino-Danish Center, og i sådan et tilfælde er det bare at flyve hurtigt hjem og bruge en masse tid med familien. Så må studierne vente. Men det betød også, at jeg løb tør for SU.

Der vil altid være en del af de studerende, der kommer ud for den slags. Katastrofer kan ramme alle, og det skal der være plads til. Når politikerne skærer i den periode, man må få SU, regner de så med, at alle vil klare sig igennem på den normerede tid? Uden at have nogen buffer, hvis der sker noget uventet? Sådan er livet ikke.

De virkelig dygtige i vores samfund er dem, der har haft tiden til at tænke sig om. Den tid er man ved at fjerne, når man skærer så meget ned. Der er intet mere emancipatorisk end uddannelse. Det er noget, vi skal passe godt på.”