Illustration: Llustra
10.10.2017
Artikel

Teknotænketank får kritik før topmøde

Singularity University får kritik for at lokke danske firmaer, iværksættere og politikere med løfter om eksponentiel udvikling. Institutionen har et problematisk forhold til viden og er slet ikke et universitet, siger en af kritikerne.

Af Farhiya Khalid

Hvis man er interesseret i selvlærende robotter, rumteknologi og kunstig intelligens, er Singularity University stedet. Meget hype har fulgt den futuristiske institution, der siden dannelsen i 2008 har været et mødested for teknologientusiaster, entreprenører, politikere og kendisser.

Singularity University blev grundlagt af opfinderen Ray Kurzweil og lægen Peter Diamandis og støttet af bl.a. Google, Microsoft og LinkdIn. Singularity University tilbyder velbesøgte kurser, konferencer og innovationsnetværk i det højteknologiske mekka Silicon Valley. Deltagere tæller blandt andre Sebastian Thrun, manden bag ­Googles selvkørende bil, Elon Musk, der opfandt den første elbil, skuespilleren Ashton Kutcher og musikeren will.i.am.

Singularity University ankom til Danmark med navnet SingularityU Denmark med brask og bram i foråret. Erhvervsminister Brian Mikkelsen var citeret på pressemeddelelsen, hvori der også stod, at SingularityU Denmark ville råde over 5.000 m2 i innovationsdistriktet Copenhagen Science City på Nørrebro i København, der huser omkring 40 virksomheder.

Et samarbejde med Danske Bank og Nets er således allerede på plads, og den 23. og 24. oktober lægger Operaen hus til det første skandinaviske topmøde, fortæller organisationens danske direktør, Laila Pawlak.

“SingularityU Denmark er utrolig efterspurgt blandt offentlige såvel som private institutioner, der gerne vil udvikle sig teknologisk, og det understøtter vi dem i. Vi giver virksomheder mulighed for at udforske ny teknologi, der måske ikke er en del af deres kerneforretning lige nu, men som de skal holde øje med, hvis de vil vedblive med at være relevante om ti år”, siger Laila Pawlak.

Ikke et universitet
Singularity University har dog fået kritik for manglende gennemsigtighed, høje priser og et lemfældigt forhold til viden og vidensproduktion. 

En af kritikerne er Jesper Balslev, der er lektor på KEA og ph.d.-stipendiat i videnskabsstudier på Roskilde Universitet. Han har fulgt institutionen og mener, at Singularity University pryder sig med lånte fjer.

“Singularity University er ikke akkrediteret som universitet og bør ikke kalde sig det. Det er en lobbyvirksomhed for firmaer som Google, Intel og Microsoft, og deres hovedformål er at få nationerne til at købe mere Silicon Valley-teknologi. De får sjældent en idé, der ikke flugter med mere køb af Silicon Valley-teknologi”, siger han til Magisterbladet.

Laila Pawlak fra SingularityU Denmark stiller sig uforstående over for Jesper Balslevs kritik og understreger, at den danske afdeling aldrig har hævdet at være et universitet.

“Jeg kan oprigtigt ikke forstå den kritik. Vores selskab i USA hedder Singularity University, men vi har i Danmark altid heddet SingularityU Denmark. I USA er det i øvrigt normalt, at forskellige organisationer kalder sig university. Det er ikke en beskyttet titel”, siger hun.

Diane Murphy, der er kommunikationschef for Singularity University i Silicon Valley, mener ikke, at nogen bliver snydt af, at institutionen har kaldt sig et universitet. I en mail til Magisterbladet skriver hun, at formålet med et kursus på Singularity University er “at opnå viden, ikke at opnå grader”.

“Ingen bliver vildledt af vores navn. Uddannelsesinstitutioner som Stanford og MIT tilbyder også ugelange lederkurser, topmøder og kurser uden akademiske grader, men med certifikater. Det står også på vores hjemmeside, og vi er meget direkte, når vi bliver spurgt. Man kan sagtens diskutere definitioner, men vores deltagere kommer altså for at opnå viden – ikke for at opnå akademiske grader”, skriver Diane Murphy i en mail til Magisterbladet.

Jesper Balslev mener også, at Singularity University har et problematisk forhold til viden, da institutionen ikke fremlægger sine resultater.

“Singularity University underlægger sig ikke de samme transparenskrav som enhver anden forskningsinstitution. Derfor er det problematisk, at de konstant italesætter menneskehedens fremtid og potentiale, men med det forbehold, at man ikke kan gå dem efter i sømmene”, siger Jesper Balslev.

Laila Pawlak mener dog, at Jesper Balslev har misforstået, hvad SingularityU Denmark er for en størrelse.

“Vi er ikke en forskningsinstitution. Vi er en uddannelsesinstitution og et community, og vi har aldrig påstået andet”, siger hun.

Singularitet
Ifølge Singularity University selv forsøger institutionen at finde teknologiske løsninger på verdens problemer, og nøgleordene er eksponentiel teknologisk udvikling og singularitet.

Den eksponentielle vækst inden for teknologi henviser til “Moores lov”, som Gordon E. Moore, der var medstifter af Intel berettede om i 1965. Her sagde han, at regnekraften i en computer ville fordobles hver 18. måned, mens priserne ville falde. Denne teori sammen med den øgede digitalisering i samfundet mener Singularity University giver et eksponentielt potentiale i nærmest alle facetter af videnskaben, det være sig rum-, miljø- eller medicinsk teknologi. Denne udvikling mener de også at kunne identificere i eksponentielle organisationer (ExO) som Snapchat, WhatsApp og Airbnb, der karakteriserer sig ved at have en eksponentiel vækst i omsætning, værdiansættelse og teknologisk udvikling.

Singularitetsbegrebet er lånt fra matematikkens og fysikkens verden og beskriver en tid, hvor naturlovene ophæves. Singularity University bruger begrebet til at beskrive det tidspunkt, hvor computeren vil skabe en klogere version af sig selv, og dens intelligens således vil overgå menneskets. Denne skelsættende begivenhed er sat til at ske i år 2029 af Ray Kurzweil og vil ifølge ham ændre alt, hvad vi kender i dag.

Det er disse to teorier i samspil, der sammen med en stor fremtidsiver giver indtrykket af, at nærmest intet er umuligt. Denne filosofi kommer også til udtryk på danske SingularityU Denmarks hjemmeside, hvor de bl.a. skriver, at de “tror, at vores verden har de mennesker, den teknologi og de ressourcer, der skal til for at løse ethvert problem – selv menneskehedens mest presserende og vedvarende udfordringer”.

Ligner en kirke
Kritikken af Singularity University er også kommet fra en tidligere kursusdeltager, forfatteren og politologen Nikola Danaylov, der på sin blog singularityweblog beskriver Singularity University som kejseren uden tøj på.

Han kritiserer især Singularity Universitys “dobbeltmoral”, da de prædiker vigtigheden af eksponentiel tænkning til både nye og etablerede firmaer, mens de selv ikke har formået at skabe en eksponentiel vækst indadtil.

“Singularity University er en lukket enhed – fx kan folk kun få adgang til brugbar viden ved at betale for at deltage. På den måde halter Singularity University bagefter selv i forhold til de traditionelle universiteter, der er begyndt at lægge deres kursusmateriale online. Det mod mangler Singularity University. For hvad gavner det at have det nyeste pensum, hvis det kun er et fåtal med mange penge, der har råd til at se det. Er det måden, man skaber eksponentiel forandring på?” skriver han.

“Spørgsmålet er så, hvordan man kan sælge ideen om eksponentielle organisationer, når man ikke selv er en”, skriver Nikola Danaylov.

Direktør Laila Pawlak mener, det er en forkert beskrivelse, og hun forklarer, at vidensdeling er en vital del af Singularity Universitys filosofi.

“Jeg vil henvise til hjemmesiden SingularityHub, hvor man kan finde tonsvis af videomateriale, som vi bruger enormt mange kræfter på at gøre gratis tilgængeligt, så det synes jeg ikke er en berettiget kritik”, siger Laila Pawlak.

Diane Murphy fra det amerikanske hovedkvarter mener også, at Nikola Danaylov har misforstået Singularity Universitys formål.

“Han (Danaylov, red.) tager fejl. Singularity University er et verdensomspændende netværk, der arbejder hårdt for at opnå vores mission om at demokratisere teknologi for at forbedre menneskets vilkår. Derfor gør vi os umage for at holde prisen på vores kurser på et fornuftigt niveau med højt kvalificerede talere, mens priserne på vores konferencer, topmøder og ledelseskurser ikke adskiller sig fra alle mulige andres”, skriver hun til Magisterbladet.

Danaylov beskriver dog også Singularity University som “bureaukratisk, centraliseret og hierarkisk” og sammenligner organisationen med den katolske kirke.

“Singularity University er som den katolske kirke – alt materielt flyder mod centrum og bliver kontrolleret af centrum (…) Vi har videoer, men vi må ikke distribuere dem. Hvis man vil have en lokal foredragsholder, skal personen godkendes af Singularity Universitys hovedkvarter, og man skal søge om en licens”, skriver Nikola Danaylov.

“Er eksponentielle organisationer nogen, der skal søge om licens for at afholde en salon, eller er det en decentraliseret organisation?” spørger han retorisk.

Laila Pawlak fra SingularityU Denmark mener dog, at det er en fejlfortolket tilgang, da det er et spørgsmål om kvalitetssikring snarere end en centralistisk tankegang.

“De foredragsholdere og talere, vi benytter os af, er valgt med omhu og bliver vurderet af eksterne eksperter. Jeg synes ikke, der er noget odiøst i, at man forsøger at overholde en vis kvalitet. Det gør man også på andre uddannelsesinstitutioner. Alt andet ville være mærkeligt”, siger Laila Pawlak.

At der skulle være en kontrol af, hvad deltagere distribuerer, kan Laila Pawlak heller ikke genkende.

“Jeg kan ikke tale på vegne af Singularity University i USA, men hos os i Danmark må kursusdeltagere godt dele materiale og optagelser fra kurser, selvfølgelig uden at krænke den enkelte foredragsholders ophavsret”, siger Laila Pawlak.