Forskningsfriheden er presset, siger professor emeritus Heine Andersen.
06.10.2017
Nyhed

”Universiteterne er blevet til forretninger. Man tænker på, hvordan man får penge i kassen”

Forskningsfriheden er presset. Det viser blandt andet denne uges sager om kontrakter med klausuler og rettelser i en ellers uvildige rapport, mener forfatteren til en ny bog om forskningsfrihed. Heine Andersen er ugens profil.

Af Troels Kølln

Først kom det frem, at Københavns Universitet har afgivet forskernes ophavsret til resultaterne i et forskningsprojekt til Landbrug & Fødevarers videnscenter, SEGES. Senere blev det afsløret, at Miljø- og Fødevareministeriet har fået gennemført markante rettelser i en rapport, der ellers skulle være uvildig.

Professor emeritus Heine Andersens nye bog, Forskningsfrihed – ideal og virkelighed, er med andre ord topaktuel. Her kulegraver han forskningsfrihedens status i dag og giver et overblik over, hvad danske forskere kan og ikke kan forske i og ytre sig om. Noget, han i øvrigt har udtalt sig flittigt om i medierne i den forgangne uge.

Heine Andersen, hvad er status på forskningsfriheden i Danmark?
”Der er mange ganske store problemer. Naturligvis lever vi et nogenlunde frit samfund, men det er altså stadig svært for forskerne at få frihed til selv at bestemme, hvilke emner de vil arbejde med, ligesom publicerings- og ytringsfrihed er presset. Og det er skræmmende, hvad der kan ske, hvis forskningen ikke har friheden til at tale magten imod.

Kan du komme med et eksempel?
Mundkurvskontrakterne, som har fået en del omtale. Det er groteske kontrakter, hvor universiteterne skriver under på klausuler om, at forskerne skal udvise absolut tavshed om det, de finder ud af. Det skal de gøre, indtil de får lov af myndighederne til at offentligøre resultaterne, og hvis ikke de får lov, skal de tage det med sig i graven. Det er absurd, og det er noget, universiteterne har skrevet under på årevis uden at protestere. Heller ikke da skandalen rullede i medierne, protesterede universiteterne.

Hvorfor er det sådan i et land, hvor vi ellers taler meget om ytringsfrihed?
Det er i høj grad en konsekvens af, at der er sket en voldsom stigning i den eksterne finansieringsgrad – altså de penge, der kommer fra organisationer og virksomheder, og hvor pengene er øremærket til bestemte områder. I 70’erne var omkring 10 procent af universiteternes bevilling ekstern. I dag er det næsten halvdelen, og samtidig er størstedelen af ansættelserne tidsbegrænsede.

LÆS OGSÅ: 8 bemærkelsesværdige sager om forskningsfrihed

Hvad er problemet med ekstern finansiering af universiteternes forskning?
Det er blandt andet grunden til, at to tredjedele af forskerne er ansat på korttidskontrakter af 2-5 års varighed. Det er en ganske særpræget ansættelsesmodel, for at sige det diplomatisk.

Det er i høj grad yngre forskere, der får reduceret deres frihed ganske betydeligt den vej. Ph.d.’ere, postdoc’ere og videnskabelige assistenter bliver ansat til at arbejde på projekter, hvor opgaven er defineret på forhånd. De får ikke mulighed for selv at designe studiet, vælge forskningsspørgsmål og så videre.

De midlertidige ansættelser kan også lægge en dæmper på lysten til at udtale sig frit og åbent, hvis man som forsker kommer frem til resultater, der kunne være ubehagelige for dem, der sidder med pengene.

Hvorfor er det så vigtigt at være fastansat som forsker?
Sikkerhed i ansættelsen er særligt vigtig for forskere, hvis de trygt skal kunne gå ud med resultater, der kan være generende for magtfulde interesser. Ansættelsestryghed er for forskningsfrihed, hvad dommernes ansættelsestryghed er for retssikkerheden.

I international sammenhæng lægger man stor vægt på tenure, fastansættelse, når man taler om forskningsfrihed. Man snakker også om tenure track, altså klare karrieveje frem mod fastansættelse. I Danmark havde vi før i tiden et system, hvor man typisk blev ansat som adjunkt efter at have færdiggjort sin ph.d., og så fik man fire år, før det blev vurderet, om det kunne blive til en fastansættelse. Den ordning blev afskaffet tilbage i 90’erne.

I dag er to tredjedele ansat på korttidskontrakter, og det er meget let at fyre den sidste tredjedel. Der er ikke tenure og dermed heller ikke tenure track, selvom nogle universiteter reklamerer med det.

I din bog skriver du, at der i Danmark er dårlige juridiske rammer for forskningsfriheden. Hvad mener du med det?
Der mangler især kollegialt selvstyre, for eksempel at forskerne vælger ledere og bestemmer over ressourcer, ansættelser og forskningsstrategier. Forskningsfrihed betyder en begrænsning af ledelsesretten, men det er uklart, hvad det betyder i praksis.

Og i de få klagesager om forskningsfrihed, der er hos myndighederne, har man behandlet dem uden overhovedet at henvise til universitetsloven, hvor forskningsfriheden bliver nævnt. Det er svært at vide, om lovparagrafferne om forskningsfrihed bliver taget alvorligt. Det viser sig også ved, at man på de danske jurastudier ingen steder underviser i universitetsloven.

Når jeg har spurgt relevante myndigheder, hvordan de definerer forskningsfriheden, er de blevet helt mundlamme. Det samme kan forekomme på universiteterne. Og ingen har givet et klart, fuldstændigt svar. Det ligger simpelthen meget, meget lavt i bevidstheden. Universiteterne er blevet til forretninger. Man tænker på, hvordan man får penge i kassen.

Hvad betyder det manglende kendskab til forskningsfriheden?
Det betyder, at man ikke er opmærksom på, hvad man skal sikre. Ifølge universitetsloven skal man værne om forskningsfriheden, og hvis man ikke ved, hvad det er, så er det jo svært at gøre.

Universiteter er store, komplekse organisationer med mange ledelseslag, og så ville det jo være godt at have en klar definition af forskningsfrihed skrevet ned, så både institutledere, dekaner, forskere og embedsværket kender det og har en slags tjekliste.

Man har strategier for alt fra kønsfordeling til forretningsførelse, men der er ingen universiteter – udover et enkelt institut på RUC – der har en nedskrevet strategi for, hvordan man vil værne om forskningsfriheden. Det er et udtryk for, at det i dag er meget lavt i bevidstheden.

Har universiteterne et ledelsesproblem?
I Danmark har vi en særpræget ledelsesstruktur sammenlignet med forskningsmiljøerne i mange andre lande. Magten er koncentreret i toppen, det er meget hierarkisk. Der er ingen kollegial selvbestemmelse.

Så selv hvis lederne kan være velmenende, giver det begrænsninger i forskningsfriheden, for eksempel når der skal ansættes og afskediges, og når der skal oprettes og nedlægges institutter. kan beslutte hen over hovedet på forskerne.

I mange andre lande har man en valgt ledelse. Det står også i en deklaration fra Unesco, som Danmark har tilsluttet sig: Kollegialt selvstyre er et væsentligt element i forskningsfriheden.

Et andet problem med ledelsen på universiteterne er, at den øverste ledelse ikke behøver at redegøre for alt det, der ikke kan være i et regneark – for eksempel når en professor bliver fyret. Det giver dem en meget stærk position, der står i modsætning til de private virksomheder, som man ellers prøver at emulere. Her skal bestyrelsen og direktionen redegøre for deres beslutninger på generalforsamlingen.