"Man er tonedøv overfor fagpersoners kritik, hvis ikke man lytter til formændene," siger Lea Friedberg.
13.09.2017
Nyhed

DM Stud: ”Lyt til Censorformændene”

Det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet halverer bedømmelsestiden for specialer. Forkvinden for DM Studerende er bekymret for de studerendes retssikkerhed.

Af Farhiya Khalid

Direktionen på Det Humanistiske Fakultet ved Københavns Universitet har besluttet at halvere specialenormen, det vil sige den tid en censor har til at bedømme et speciale.

Bedømmelsestiden kortes ned fra ti til fem timer, og det bekymrer DM studerendes forkvinde, Lea Friedberg.

”Jeg tror ikke man til fulde kan læse, forstå og bedømme et speciale på fem timer. Det gør mig bekymret for kvaliteten af bedømmelsen og de studerendes retssikkerhed”, siger hun til Magisterbladet.

Specialet er en afgørende del af universitetsstudiet og er derfor et ærgerligt sted at skære, mener forkvinden.

”Med specialet får de studerende afprøvet deres faglige evner, og det er også specialet, der ofte bruges, når man skal ud på arbejdsmarkedet”, siger Lea Friedberg.

Kritik: Massiv forringelse
Forkvinden for DM Studerende får opbakning fra flere censorformænd, der blandt andet kalder halveringen af tiden for en ”massiv forringelse” med ”store konsekvenser for kvaliteten”.

Kvaliteten er i forvejen under pres, advarer Lea Friedberg.

”Regeringens milliardbesparelser på de videregående uddannelser får konsekvens for kvaliteten af uddannelserne. Når man vælger at skære så meget i kernen af uddannelsen, siger det noget om, hvor desperat man er blevet med de her besparelser”, siger hun.

Fordi besparelserne rammer både studerende såvel som uddannelsesinstitutionerne og kommende arbejdsgivere, bør man lytte til censorformændenes kritik, mener Lea Friedberg.

”Det ville klæde et ministerium med et selvudråbt fokus på kvalitet at se ind ad i forhold til eget ansvar for finansiering af kvalitetssikring af universitetsuddannelsernes kronjuvel: specialet. Man er tonedøv overfor fagpersoners kritik, hvis ikke man lytter til formændene, både politisk og institutionelt”, siger hun.