Man kan ikke skabe relationer til vandmasser, og det er ikke synd for naturfænomener, siger Lone Lindstrøm Stephansen (th.) og Katrine Ytzen Hermansen.
21.09.2017
Artikel

Sprog skaber virkelighed

Når vi taler om flygtninge som naturfænomener, smitter det af på vores opfattelse af dem. Det viser et speciale fra Aalborg universitet, som har vundet Kommunikationsforums specialepris i 2017.

Af Anna Dalsgaard

Flygtninge bliver ikke længere omtalt som mennesker, men som naturfænomener med forbindelse til vand. Sådan lyder konklusionen i et speciale, som har vundet Kommunikationsforums konkurrence om Danmarks bedste kommunikationsspeciale.

“De fremstilles som bølger og strømme, der kommer væltende og oversvømmer os. Som noget, vi skal sætte prop i, som statsminister Lars Løkke Rasmussen udtrykte det i forbindelse med indførelsen af den midlertidige grænsekontrol”, siger Katrine Ytzen Hermansen og Lone Lindstrøm Stephansen og forklarer, at det er med til at skabe afstand til flygtningene.

Vandmetaforer
På tværs af medier har de to specialeskribenter kunnet læse, at flygtninge skyller ind over Europa og Danmark.

“Der tales om dem som naturfænomener på linje med stormen Bodil. Vi taler om at bygge dæmninger, og om at Europa ikke kan suge flere”, siger de to, som mener, at det har stor betydning for den måde, vi opfatter flygtningene på.

“Sproget har stor indflydelse på vores forståelse af situationen, og når fortællingerne handler om vandmasser i stedet for mennesker, får vi ingen relationer til flygtningene og behøver ikke at bekymre os om dem. Man kan jo ikke skabe relationer til vandmasser, og det er ikke synd for naturfænomener”, siger de.

Nyttetænkning i stedet for medmenneskelighed
Lone Lindstrøm Stephansen sad en aften og så en udsendelse på Lorry, hvor danske mødre stod med børn på armen og var voldsomt indignerede over, at flygtninge fra Syrien skulle bo i en nedlagt børnehave i deres lokalområde.

“Det var en ubehagelig aha-­oplevelse, at almindelige mennesker ikke kunne rumme, at flygtninge skulle bo i en nedlagt børnehave. Det blev en af årsagerne til, at vi valgte at skrive om flygtningedebatten”, fortæller hun.

Katrine Ytzen Hermansen og Lone Lindstrøm Stephansens analyse af de danske trykte medier viser, at man i årene omkring flygtningekrisen i det tidligere Jugoslavien omtalte flygtninge på en anden måde.

“Man talte ikke om dem som et problem. Diskursen var nærmest modsat. Man satte ansigter på og talte om skæbner”, siger de.

“Dengang handlede det om medmenneskelighed, mens vi i dag er slået ind på en form for nyttetænkning. Vi taler om, at det ikke kan betale sig at hjælpe dem, der kommer sejlende i gummibåde. For hvis vi hjælper, bliver menneskesmuglerne ved med at sende folk af sted”.

Til gengæld minder den aktuelle situation om den måde, vi omtalte flygtninge fra Østpreussen på, som var nødt til at flygte i de sidste måneder op til afslutningen af 2. verdenskrig i 1945. Danmark blev tvunget til at tage imod dem og kvitterede med nærmest at bure dem inde og nægte dem lægehjælp.

“Retorikken fra 1945 er genkendelig i dag. Dengang skabte man også fjendebilleder og talte om snyltere og strømmen af laset elendighed”, siger de.

NGO’er er udfordrede
Specialet hedder “NGO i en brydningstid” og handler også om, hvordan den aktuelle flygtningedebat påvirker hjælpeorganisationer som Red Barnet og Dansk Flygtningehjælp.

“Hele deres grundlag bygger på medmenneskelighed. Det kolliderer med nyttetænkningen, så de er udfordrede”, siger Katrine Ytzen Hermansen og Lone Lindstrøm Stephansen, som i specialet når frem til, at organisationerne er nødt til at indrette sig på den nye måde at tale og debattere på.

“De er afhængige af, at danskerne donerer penge, og de kan ikke få folk i tale, hvis de ikke nærmer sig det sprog, der bliver talt. Man kan fx se et skift i årsrapporten, hvor de er gået fra at tale om børns rettigheder til at tale om at hjælpe de dårligst stillede børn i Danmark og resten af verden”.

Tag ansvar for dit sprog
For at afgrænse specialet handler det udelukkende om sproget i flygtningedebatten og ikke om, hvorfor og hvordan vi taler anderledes om dem i dag end i 1992.

“Det ville også være vanskeligt at måle, for vi bruger sproget alle sammen. Politikerne kan være påvirket af medierne og omvendt”, siger Katrine Ytzen Hermansen og Lone Lindstrøm Stephansen, som synes, det kunne være interessant at finde ud af, hvornår sproget blev låst fast, så det nærmest ikke er tilladt at tale positivt om flygtningene og fx sige, at de kunne blive en ressource i vores samfund.

“Der er i hvert fald ikke nogen tvivl om, at grænsen er rykket. Man bliver anset som mærkelig, hvis man bruger en anden retorik end den gængse”, siger de og mener, at hvis vi vil ændre retorikken, må vi begynde med os selv.

“Vi må være mere reflekterende omkring vores sprogbrug, både privat og professionelt, og forsøge at påvirke sproget den anden vej. Tjek fx fakta i stedet for bare at gå med. Tjek dagens flygtningetal. Kig dig selv efter i sømmene og forhold dig til, hvad der bliver sagt, og hvad du selv siger”, opfordrer Katrine Ytzen Hermansen og Lone Lindstrøm Stephansen.