11.08.2017
Nyhed

Før næste udflytningsrunde: Danskerne vil ikke flytte med jobbet

En ny rundspørge viser, at det er forsvindende få danskere, der vil flytte med deres job, uanset hvor i landet de bor. DF vil allerede i år flytte endnu flere arbejdspladser ud i provinsen, men regeringen vil ikke gå ind i konkrete drøftelser.

Af Tobias Dinnesen
Den første udflytningsrunde er endnu ikke gennemført.

Alligevel er både regeringen og Dansk Folkeparti allerede nu i gang med at lægge nye planer for, hvem der skal flyttes væk fra hovedstadsområdet i den næste udflytningsrunde. Regeringen har allerede peget på, at dele af Skat skal flyttes ud i landet, når Skat brydes op i flere styrelser. Samtidig har Dansk Folkeparti tidligere på ugen peget på, at Sundhedsstyrelsen og Energitilsynet bør flyttes allerede i år.

Men hverken regeringen eller Dansk Folkeparti skal regne med, at en eventuel udflytning vil ske gnidningsløst og uden at skulle udskifte store dele af den nuværende medarbejderstab. Det viser en ny rundspørge, hvor Ingeniørforeningen IDA har spurgt 2.000 danskere i alle landets regioner, som er ansat i det private eller det offentlige, hvad de ville gøre, hvis deres arbejdsplads flyttede 200 km væk. Det skriver Berlingske.

Godt halvdelen vil ifølge rundspørgen sige deres job op, ligesom godt en tredjedel vil beholde deres job og søge et nyt job, når det rette viser sig. Til sammenligning er det blot fem procent af de adspurgte, som ville følge med jobbet og i øvrigt flytte deres bopæl. Mens de resterende enten vil pendle og arbejde hjemme så meget som muligt eller etablere en mindre pendlerbolig tæt på jobbet.

Hverken danskernes kategoriske afvisning af at ville flytte eller Dansk Folkepartis forslag om at flytte flere arbejdspladser allerede i år får dog innovationsminister Sophie Løhde (V) til at ryste på hånden.

"Den her regering har sat handling bag ord, og vi er i fuld gang med flytningen af et historisk stort antal statslige arbejdspladser. Samtidig har vi sagt klart, at regeringen ønsker at flytte flere endnu flere. Det er en politisk vigtig prioritet for regeringen, og det dejligt, at DF er enig med os", lyder det ifølge Berlingske i et skriftligt svar.

Udflytning fører til videnstab
På mange måder taler tallene fra IDA samme sprog som tidligere undersøgelser på området. En rundspørge foretaget blandt tillidsrepræsentanter i Dansk Magisterforening på de arbejdspladser, der er omfattet af den første bølge af udflytninger, viser nemlig, at arbejdspladsen mister nøglepersoner.

På samme måde viste en rundspørge foretaget af Berlingske tidligere på måneden, at godt 10 procent af de næsten 2000 medarbejdere, som allerede er blevet flyttet, pendler i stedet for at vælge at flytte med arbejdspladsen. Ligesom en opgørelse fra maj måned viste, at godt 80 procent havde sagt deres job op.

Regeringen holder dog fast i planerne om at lave endnu en udflytningsrunde, men innovationsministeren vil dog ikke deltage i en åben brainstorm om, hvilke offentlige arbejdspladser der kan komme på tale.

"Vi præsenterede allerede før sommerferien første del af regeringens plan om yderligere flytning i form af et nyt skattevæsen, hvor vi konkret tilfører 1.500 medarbejdere uden for hovedstadsområdet, som kommer oven i de cirka 3.900 statslige arbejdspladser, vi allerede har besluttet. Senere vil vi som lovet komme med forslag til yderligere flytning og dermed den næste samlede runde, men du får mig ikke til på nuværende tidspunkt med løs hånd at pege på hverken den ene eller anden statslige institution", skriver Sophie Løhde til Berlingske.

LÆS OGSÅ: Professionshøjskolerne vil gerne flyttes ud i landet, hvis finansieringen følger med