Efter 20 tidligere og nuværende ansatte torsdag stod frem anonymt i Politiken med kritik af Romus' ledelse, har bestyrelsesformand Joy Mogensen skiftet mening.
19.05.2017
Nyhed

Borgmester i kovending: Vi skulle have grebet ind

Bestyrelsesformand for museumskoncernen Romu og borgmester i Roskilde Joy Mogensen (S) gav i april måned i Magisterbladet sin fulde opbakning til ledelsen på Romu. Men efter 20 tidligere og nuværende ansatte er stået frem i Politiken med sin kritik af ledelsen, mener borgmesteren nu, at bestyrelsen burde have grebet ind.

Af Martin Ejlertsen
"Bestyrelsen er opmærksom på arbejdsmiljøet og har noteret den generelle tilfredshed med arbejdspladsen rummelighed, og at arbejdet opleves som meningsfyldt, og at medarbejderne føler sig motiveret og engageret".

Sådan udtalte borgmester i Roskilde Kommune, som også er bestyrelsesformand for museumskoncernen Romu, Joy Mogensen (S) til Magisterbladet i april måned, efter Romu fik skarp ekspertkritik for at undlade en række spørgsmål om ledelsen i en ny arbejdspladsvurdering (APV).

Men efter 20 tidligere og nuværende ansatte torsdag stod frem anonymt i Politiken og fortalte om en brutal og tyrannisk ledelse med museumsdirektør Frank Birkebæk i spidsen, der spredte frygt og usikkerhed blandt de ansatte, mener Joy Mogensen noget andet.

Klassisk bortforklaring
Også til Politiken torsdag havde Joy Mogensen den samme opfattelse, som hun gav udtryk for i Magisterbladet tilbage i april måned.

Her fortalte borgmesteren igen, at det dårlige arbejdsmiljø på Romu hang sammen med, at der har været lagt et hårdt pres på medarbejderne de seneste år pga. af store omvæltninger og fusioner.

Det kalder tidligere professor ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) og nuværende selvstændig arbejdsmiljøekspert i Task Consult Tage Søndergaard Kristensen i Politiken fredag en klassisk bortforklaring.

"Det er jo ikke arbejdspresset, medarbejderne klager over, det er en tyrannisk ledelse", siger Tage Søndergaard Kristensen.

Til Politiken fortalte en række kilder om episoder, hvor Frank Birkebæk har råbt ad folk og skældt ud på dem, han var utilfreds med. Også i andres påhør. Kilderne siger, at direktørens vrede bare vokser, hvis man begynder at forsvare sig. Ledelsesstilen beskrives i Politiken som intimiderende og kilder fortæller, at han har fået medarbejdere til at ligge søvnløse om natten.

"Hans fangarme er overalt, fordi han har så mange forbindelser og magt i denne her verden", udtalte en.

Mener ikke længere det samme
Borgmesteren Joy Mogensen er i fredagens Politiken ude med en ny melding. Ifølge Politiken siger Joy Mogensen, at hun er enig med Tage Søndergaard Kristensen i, at omstruktureringerne ikke er en undskyldning for det dårlige arbejdsmiljø.

"Men jeg kan ikke ændre på, at det var den måde, vi læste det og drøftede det på i bestyrelsen historisk. Kan vi se nu, at det var en fejl”, spørger hun og svarer selv:

"Ja".

Hun siger nu, at bestyrelsen burde have grebet ind noget før.

"Jeg ville ønske vi havde gjort det anderledes tidligere. Nu prøver jeg på fuld drøn på at rette det op, for der er mange gode ting i Romu", siger Joy Mogensen til Politiken.

Direktør stopper efter 40 år
Romu’s direktør Frank Birkebæk har allerede meddelt, at han går på pension den 1. august efter 40 år på museet. Det mener Tage Søndergaard Kristensen er en gylden mulighed for at få rette op på egne fejltagelser.

"Det værste, de kan gøre, er at vælge en, der fortsætter den gamle kurs. Derfor skal den tænke sig meget, meget grundigt om, før den ansætter en intern ansøger, for så er der meget stor risiko for, at problemerne fortsætter", siger Tage Søndergaard Kristensen.

Ifølge Joy Mogensen bliver hensynet til arbejdsmiljøet "en stor ting" til de kommende ansættelsessamtaler.