18.05.2017
Nyhed

Sundhedsrobotter sparer ikke penge for kommunerne

Kommuner og regioner indfører ny sundhedsteknologi for at spare penge og samtidig øge kvaliteten af velfærds- og sundhedsydelser. Men ofte er der ingen økonomiske besparelser at hente, og i virkeligheden er det hele ganske besværligt, siger både eksperter og KL.

Af Troels Kølln

I en tid hvor de offentlige udgifter til sundhed og velfærd stiger, kigger politikerne mod robotstøvsugere, kælesæler og selvvaskende toiletter for at finde plads i budgettet. Nye digitale sundheds- og velfærdsteknologier skal spare den offentlige sektor for 12 milliarder kroner frem til år 2020, lyder det i aftalen ”Digital Velfærd” indgået mellem Regeringen, KL og Danske Regioner i 2013.

Men det er en farlig strategi, siger flere forskere, der har studeret brugen af ny sundheds- og velfærdsteknologi i det offentlige.

”Indførslen af ny teknologi kan give store faglige, etiske dilemmaer, som der skal være tid til at finde løsninger på. Derfor kan det blive rigtig problematisk, når kommunerne på forhånd budgetterer med, at teknologien skal medføre besparelser”, siger arbejdslivsforsker Annette Kamp, der netop er i gang med et forskningsprojekt om kommunernes brug af ny velfærdsteknologi.

”Det er noget, der virkelig kan belaste arbejdslivet og arbejdsmiljøet, hvis man ikke tager sig tiden og ressourcerne til at implementere ny teknologi ordentligt.”

Samtidig har flere forskningsprojekter vist, at målsætningen om at spare penge er svær at opnå, lyder det fra professor i sundhedsøkonomi, Kjeld Møller Pedersen:”For at sige det kort: Man kan ikke spare så meget, som man tror. Og uddybningen er så: På nogle områder kan der være noget at hente, mens det på andre kan koste mere, end man vinder”.

”Sagen er, at besparelserne er beregnet ud fra såkaldte business cases, som er baseret på teoretiske skrivebordsforventninger og ikke erfaringer fra virkeligheden. Det gør det til en meget usikker og uhensigtsmæssig regnemodel,” siger han.

Ny teknologi er besværlig
Sidste år viste en undersøgelse fra blandt andet Kjeld Møller Pedersen, at 7 ud af 10 telemedicinske løsninger ikke fungerer efter hensigten. Og helt generelt er udfordringen, at indførslen af ny sundheds- og velfærdsteknologi medfører en række uforudsete effekter, der er dyre at håndtere.

”Det er faktisk ret besværligt at bruge al denne her nye teknologi”, siger professor i antropologi Cathrine Hasse, der blandt andet forsker i menneskers samspil med robotter.

”De her robotter bliver indført på et meget eksperimenterende plan. Det overser man nogle gange, fordi der er så meget snak om, at det er løsningen på alt. En af mine kolleger kalder det for Hollywood-effekten. At vi har nogle forestillinger om robotter, som viser sig slet ikke at holde i virkeligheden”, siger Cathrine Hasse, der har lavet flere studier af kommuners brug af sundhedsteknologi.

”Der sker ofte det, at kommunerne indkøber de her robotter, og så først bagefter skal finde ud af, hvordan de skal bruges. Og det handler blandt andet om, at det her bliver set som fremtiden, og selvfølgelig skal kommunen være med på vognen fra starten”.

”Samtidig er det ofte kun de gode eksempler, der kommer frem i lyset”, siger Cathrine Hasse.

”Det er et felt, der i rivende udvikling og med meget store forventninger til teknologien. Så det er meget følsomt, og der er meget hemmelighedskræmmeri. Hverken virksomheder eller kommuner har lyst til at fremstå som nogen, der ikke har styr på det hele, og derfor gemmer de dårlige erfaringer lidt væk”.

Så hvor går det galt?
Det er rigtigt, at der har været for store forventninger til de økonomiske fordele, mener Gitte Duelund Jensen, der er programchef i KL’s Center for Velfærdsteknologi.

”Sundhedsteknologien har ikke levet op til de økonomiske forventninger. Det er blevet ret klart. Men det er ikke, fordi der er noget i vejen med teknologierne. Det er, fordi der har været noget i vejen med vores forventninger”, siger hun.

”Man har fundet ud af, at man reelt ikke kan gå ud og spare mange penge – forstået sådan at man får et stort overskud, som bruges på noget andet. Det skal mere ses sådan, at teknologien kan give mere råderum i form af frigivet tid, som kommunens medarbejdere kan bruge på andre opgaver i takt med at flere borgere kommer i en situation, hvor de har brug for hjælp fra det offentlige”.

Hun pointerer dog, at kommunerne siden 2014 opnået en ”varig økonomisk gevinst” på 434 millioner kroner ved at indføre velfærdsteknologi. Det er blandt andet sket gennem indkøb af 29.123 loftlifte, 4221 vasketoiletter og 180 spiserobotter. Det viser en analyse fra KL baseret på indberetninger fra 87 kommuner. Beløbet dækker overvejende frigivne personaletimer, der kommer fra de opgaver, der er blevet overtaget af robotter – ikke deciderede besparelser.

”Man skal også huske, at ny sundheds- og velfærdsteknologi ikke kun handler om den økonomiske bundlinje”, siger Gitte Duelund Jensen:

”Økonomien er ikke den eneste parameter, vi skal måle på. Det er lige så vigtigt, at den nye teknologi kan give mere kvalitet i velfærden og samtidig bedre arbejdsmiljø – blandt andet ved at aflaste social- og sundhedsassistenter for tunge løft.”

Arbejdslivsforsker Annette Kamp mener, at vi skal begynde at tale mere nuanceret om sundhedsteknologi og robotter i det hele taget. Feltet er kendetegnet ved en promise or nightmare-tankegang, mener hun.

”Enten ser man på de helt fantastiske fremtidsudsigter, eller også ser man de mareridtsagtige dystopier med robotter, som overtager verden. Og begge synspunkter er lidt rigtige og lidt forkerte”, siger Anette Kamp.

”Man skal passe på med at tænke i, hvor meget vi kan vinde økonomisk ved at indføre sundhedsteknologi. For det koster også en masse at indføre, og man kan reelt set ikke spare særligt meget. Til gengæld skal man heller ikke glemme, at der faktisk kan være nogle store faglige og kvalitetsmæssige løft ved at indføre de her teknologier”.