03.10.2017
Nyhed

Løkke: Vi skal flytte endnu flere arbejdspladser ud i landet

"Flere tusinde" statslige arbejdspladser skal flyttes fra København til resten af landet, sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen i sin åbningstale i Folketinget.

Af Troels Kølln

”Vi er i gang med at flytte statslige arbejdspladser i et historisk omfang", sagde Lars Løkke Rasmussen (V) fra talestolen til åbningen af Folketinget i dag. Her præsenterede han planer om at flytte endnu flere statslige arbejdspladser til resten af landet.

”I en ny udflytningsbølge vil regeringen igen etablere flere tusinde arbejdspladser ude i landet. Og vi præsenterer udspillet i december måned", sagde Lars Løkke Rasmussen

Ud af de 3.900 statslige arbejdspladser, der skal flyttes fra hovedstaden til provinsen, er 2.500 allerede flyttet, mens resten er på vej, noterede han. Arbejdspladserne er fordelt på 20 statslige institutioner og styrelser, der bliver flyttet til alt 38 byer i 25 kommuner.

Udflytningen har tidligere været kritiseret for at undergrave kvaliteten af statens arbejde, fordi man risikerer at miste højt kvalificeret og specialiseret arbejdskraft. Dansk Magisterforenings formand, Camilla Gregersen, råder da også regeringen til at evaluere på den første udflytningsbølge, så det ikke bliver tilfældet næste gang.

"Vigtigt at lære af erfaringer, så videnstab ikke gentages ved ny bølge", skrev hun på Twitter efter åbningstalen. 

"De statslige styrelser og institutioner er for vigtige til hovedkuldse løsninger", har hun tidligere sagt.

LÆS OGSÅ: DM-formand: Udflytning skal gøres med omtanke 

Lars Løkke Rasmussen af viste dog, at der skulle være sket et væsentligt videnstab ved første udflytning.

”Undervejs var der nogle, der mente, at det ville blive svært - nærmest umuligt - at få dygtige folk. Den kritik er gjort til skamme”, sagde han og henviste til de samtaler, han har haft med nogle af de udflyttede ansatte i blandt andet Civilstyrelsen og Nævnenes Hus i Viborg.

"Jeg talte med en ung mand, der havde valgt at tage turen frem og tilbage fra København, mens han så tiden an. Andre havde taget springet og var flyttet med familien. Og andre pendlede for eksempel fra Aalborg", lød det.

LÆS OGSÅ: Status: Hvordan gik det med udflytningen af din arbejdsplads?

Sådan vil regeringen bruge pengene
Den danske stat har et økonomisk råderum på 36 mia. kroner, sagde statsministeren. De penge, vil han bruge således:

  • 5 mia. skal gå til flere offentlige investeringer i motorveje og digital infrastruktur
  • 7 mia. skal gå til at lette skatter og afgifter og give iværksættere bedre adgang til kapital
  • Af resten skal noget bruges i den offentlige sektor - blandt andet til politi, forsvar og sundhedsvæsenet - men noget skal også gemmes i en reserve

”Når nogen prøver at give det indtryk, at regeringen vil bruge rub og stub på at sænke skatterne, så er det ikke rigtigt. Vi vil heller ikke bruge rub og stub på offentlige investeringer. Der skal være en balance”, argumenterede statsministeren.

Han fremlagde også det, han kaldte for regeringens fire mål:

  • Flere private arbejdspladser
  • Færre mennesker på overførselsindkomst
  • Flere penge til velfærdsydelser
  • Mere styring af, hvor mange flygtninge og indvandrere, der kommer til Danmark

Regeringen vil desuden præsentere en ny energiaftale efter nytår.