Lars Baadsgaard
"”Jeg kan godt frygte, at det bliver medarbejderne der endnu en gang skal betale prisen", siger tillidsrepræsentant Lars Baadsgaard.
29.09.2017
Nyhed

Efter voldsomt finansforslag: ”Vi rykker sammen mod den fælles trussel”

Regeringen vil skære næsten en tredjedel af bevillingen til Forbrugerrådet Tænk, der har 47 AC-medarbejdere ansat. Det kan give store konsekvenser, fordi der allerede er foretaget besparelser igennem flere år, siger tillidsrepræsentant: ”Der er ingen fedekalv, vi kan slagte.”

Af Troels Kølln
Regeringen lægger i sit finansforslag op til at skære 5 ud af 17 mio. kroner i bevillingen til Forbrugerrådet Tænk. Det kan få markante konsekvenser for både forbrugere, samfund og medarbejderne – særligt fordi besparelserne vil komme i hælene på adskillige andre de seneste år. Det fortæller AC-tillidsrepræsentant Lars Baadsgaard.

”Der er ingen fedekalv, vi kan slagte. Ikke en hel masse ting, vi bare lige kan gøre smartere, fordi vi i flere år allerede har været igennem flere besparelser og gjort utroligt meget for at skabe en velsmurt organisation”, siger Lars Baadsgaard til Magisterbladet.

”Jeg kan godt frygte, at det bliver medarbejderne der endnu en gang skal betale prisen. Og hvis det kommer dertil, at vi skal skære, så bliver det en rigtig trist dag. Både for forbrugerne og samfundet, og naturligvis også for mine kolleger, der har ekstremt dyb viden om forbrugerrettigheder”, siger han.

Lars Baadsgaard understreger, at det stadig kun er et forslag til finanslov. Blandt medarbejderne er der nemlig et håb om, at man gennem hårdt arbejde kan få regeringen på andre tanker.

”Vi krydser stadig fingre for, at det her meget store besparelsesforslag bliver taget af bordet. Vi er jo en organisation, der blandt andet lever af at producere viden og faktuel information, og det er mit indtryk, at medarbejderne tror på, at man med at give den en ekstra skalle i det daglige arbejde kan synliggøre over for politikerne, at det vil få vidtrækkende konsekvenser for både forbrugerne og samfundet, hvis det her besparelsesforslag bliver gennemført”, siger Lars Baadsgaard.

Åbenhed fra ledelsen er ”meget, meget vigtig”
Der er 47 AC-medarbejdere ansat i Forbrugerrådet Tænk. For dem og deres kolleger kan det blive et hårdt slag, hvis finanslovsforslaget bliver gennemført, fortæller Lars Baadsgaard.

”Der er tale om meget passionerede medarbejdere, som hver eneste dag går ind på kontoret og kæmper for at forbedre forholdene for forbrugerne. Og det er klart, at når du har den passion, så er det selvfølgelig et hårdt slag, hvis man er nødt til at begrænse det arbejde, man laver”, siger han.

Han og organisationens øvrige tillidsrepræsentanterhar holdt en række informationsmøder sammen med ledelsen, hvor de forsøger at kommunikere alt det ud, de ved – og ikke mindst alt det, de ikke ved. 

”Medarbejderne skal føle, at de ved alt det, der er muligt at vide på nuværende tidspunkt. Det er meget, meget vigtigt, at det ikke bliver en lukket proces hos ledelsen. Det er åbenheden, der kan give medarbejderne lidt mere ro i maven”, siger Lars Baadsgaard.

”Selvfølgelig kan der være medarbejdere, som bliver ramt af utryghed, fordi man tænker: Hvad nu hvis det her forslag bliver til egentlig finanslov? Men der er vi i vores organisation heldigvis vant til at arbejde i situationer, hvor vi kan komme under forskelligt pres, når vi kæmper forbrugernes sag. Den evne kan man bruge konstruktivt. Og så er det positive også, at vi rykker sammen i organisationen mod den fælles trussel, som det her jo er”, siger han.

”Det er vigtigt at forbrugerne kan træffe oplyste valg”
Grundbevillingen til Forbrugerrådet Tænk sikrer blandt andet at danske forbrugere er repræsenteret, når der skal laves lovgivning og retningslinjer, at forbrugerne kommer til orde i den offentlige debat over for erhvervsliv og myndigheder, samt at danske forbrugere kan få oplysning og rådgivning, hvis de for eksempel er blevet snydt af en virksomhed eller er i tvivl om deres rettigheder. Det skriver Forbruger Tænk i en pressemeddelelse.

”Det er vigtigt, at forbrugerne kan træffe oplyste valg baseret på den bedst mulige viden og information. Det er godt for samfundsøkonomien, fordi det øger den sunde konkurrence, og det er godt for forbrugerne, fordi de træffer de bedste valg. Og så er det også vigtigt for miljøet, for meget af det, vi oplyser om, handler om for eksempel bæredygtigt forbrug”, forklarer Lars Baadsgaard.

Grundbevillingen er dog blot en del af de samlede indtægter hos Forbrugerrådet Tænk, der i 2016 løb op i knap 90 millioner kroner. Det er indtægter, der primært kommer fra de over 75.000 medlemmer og 30 medlemsorganisationer samt eksterne samarbejdspartnere.